261. Christian Poll (Indlæg)

Information

Speech type
Presentation
Speech number
261
Speaker role
Nordisk Grønt Venstres talsperson
Date

Tak for det. 

Alle taler jo om klimakrisen, og det er vor tids største krise, det er ganske rigtigt. Men det er jo ikke den eneste krise, og nu har vi i det foregående forslag netop vendt krisen i forbindelse med biologisk mangfoldighed, og det  er den, jeg vil tale om her.

I går kom Verdensnaturfonden med sin Living Planet Report 2018, og i den understreger de, at naturkrisen er en stor krise; den er i samme dimension som klimakrisen, og den handler om vores fremtid. Men den her rapport siger også, at vi faktisk kan gøre noget, at vi kan nå at redde naturen, hvis vi sætter ind.Den siger også, at naturen jo er grundlaget for liv her på jorden, og derfor er det os selv, vi skal se på, når vi øger vores naturindsats.

Målet om at vende tilbagegangen i biologisk mangfoldighed rækker helt tilbage til 1992, hvor vi vedtog Biodiversitetskonventionen. Oprindelig vedtog vi, at vi kunne vende tilbagegangen i 2010, men da vi nåede til 2010, var der ikke sket det store, og vi udsatte det i 10 år mere til 2020. 

2020 er lige om lidt, og vi kan tydeligt se fra videnskabelige rapporter, at vi heller ikke når det mål - vi når ikke at vende tilbagegangen i biologisk mangfoldighed inden 2020. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi nu tager den her opgave særlig alvorligt. Vi kan lade os inspirere af Parisaftalen fra 2015, for den har skabt et øget fokus på klimaet, og vi har brug for at skabe et lignende fokus på biodiversitet, for vi har indtil nu ikke haft fokus nok på det til at kunne skabe resultater.

Det vil dog kræve en meget stor opmærksomhed, og det er der, hvor vores forslag kommer ind. Alle kender til klimaproblemstillingerne i dag, mange ved, hvad de handler om, og hvad de kan gøre ved dem, men det samme er ikke tilfældet for biodiversitet. En ganske lille andel af befolkningen ved, hvad biodiversitet handler om, og at der er et problem. 

Derfor foreslår vi med det her forslag 12-2, at man inddrager især de unge til at skabe en bred bevægelse, som skal handle om oplysning og debat, om at få især de unge til at se, hvilket problem de vil stå med i fremtiden, og blive klogere på det her problem og i sidste ende kunne påvirke politikerne til at komme i hus med en ambitiøs aftale i 2020. 

Tak.