Høgni Hoydal (Indlæg)

Upplýsingar

Speech type
Erindi
Speech number
387
Person
Speaker role
Samarbejds- og Fiskeriminister, Færøerne
Date

Hr. præsident. Det er en særlig lejlighed for mig i dag at kunne præsentere for rådet Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab af Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd og alle nordiske konventioner og aftaler. Det er fjerde gang, at Færøerne ansøger om fuldgyldigt medlemskab, og vi har også en slags jubilæum, hvis man kan kalde det det: Det var præcis i 1976, at den første ansøgning om fuldgyldigt medlemskab af alt nordisk samarbejde blev fremlagt af den færøske politiker, Norden- og verdensborger Erlendur Patursson. Det førte senere til, at den danske statsminister fremlagde et forslag om selvstændigt færøsk medlemskab, som så igen førte til den nuværende ordning med de såkaldte selvstyrende områder, en slags reservattankegang. For hvad er et selvstyrende område? Hvordan kan et område styre sig selv? Bor der ikke folk der? Jo, der bor folk i Færøerne. Der bor en af de nordiske rødders nationer. Vi har Europas og Nordens ældste ting. Vi er en egen nation med eget sprog, med egne institutioner, med egen identitet, og selvsagt bør vi være fuldt ligestillede i det nordiske samarbejde.

Denne sag er ikke en færøsk sag. Denne sag er heller ikke en dansk-færøsk sag. Dette er en nordisk sag. For hvad har de nordiske lande gjort gennem tiderne? De nordiske lande er altid gået foran med hensyn til at anerkende folk og ikke bare forskellige statsretlige konstruktioner. Det har man gjort, når andre folk i verden har ønsket at have fuldt ansvar for sine egne forhold, og det bør man også gøre her. Hvis man stopper denne proces igen, som det er blevet gjort med juridiske blokeringer, så tænker man heller ikke nordisk. Hvor ville Nordisk Råd være, hvis man havde tænkt i de gamle juridiske blokeringer i 1952? Så ville det aldrig være kommet, heller ikke ministerrådet.

Så hr. præsident, jeg håber på, at rådet vil støtte ansøgningen om fuldt medlemskab for Færøerne. Vi vil tage fuldt ansvar. Vi vil deltage på lige fod, som vi gør i så mange andre sammenhænge. Jeg kan bare afslutningsvis sige, nu 40 år efter den første ansøgning: Hvornår, hvis ikke nu? Hvem, hvis ikke vi? Og hvor, hvis ikke her? Tak for ordet, præsident.