Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danska.

Hvornår skal man betale skat til Finland?

Milloin veroja tulee maksaa Suomeen
Her kan du læse om hvornår du skal betale skat til Finland. Du kan finde information om almindelig og begrænset skattepligt samt beskatning af udstationerede medarbejdere og grænsearbejdere.

Som hovedregel betaler du skat i det land hvor du arbejder. Der er dog en del undtagelser fra denne regel. Ud over den almindelige og den begrænsede skattepligt afhænger vurderingen af skattepligten af om du er udstationeret, om du bor i en grænsekommune, og om du arbejder i et eller flere lande på samme tid.

Du kan finde yderligere information på Skatteförvaltningens netsted og på den nordiske skatteportal.

Du kan læse mere om udfyldelse af selvangivelsen og skattekort på siden.

Almindelig og begrænset skattepligt

Almindelig skattepligt

En person som er almindeligt skattepligtig i Finland skal betale skat i Finland af indtægter i Finland og fra udlandet. Du kan læse mere om beskatning af indtægter i afsnittet Skat i Finland.

En person som har sin primære bolig (sit hjem) i Finland er almindeligt skattepligtig i landet. Desuden er en person som kommer til Finland fra udlandet og som opholder sig i landet i mere end 6 måneder almindeligt skattepligtig i Finland under opholdet. Et midlertidigt ophold i udlandet medfører ikke et ophør af skattepligten.

En finsk statsborger som flytter til udlandet er normalt også skattepligtig i Finland i udflytningsåret og de efterfølgende 3 år, såfremt udflytteren ikke har meddelt at han eller hun ikke har nogen væsentlige bånd til Finland. En udenlandsk statsborgers almindelige skattepligt bortfalder i det øjeblik vedkommende flytter væk fra Finland.

Du kan som hovedregel kun være almindeligt skattepligtig i ét land ad gangen. Hvis du bor eller arbejder i flere lande på samme tid, er du sandsynligvis kun almindeligt skattepligtig i det land hvor du har din faste bopæl eller i det land hvor du har familiemæssige bånd. Desuden forbyder den nordiske skatteaftale dobbeltbeskatning. Indtægter fra andre nordiske lande skal således ikke længere beskattes 2 gange, men de skal alligevel påføres selvangivelsen i det land hvor du er almindeligt skattepligtig.

Du kan læse mere om den nordiske skatteaftale på den nordiske skatteportal.

Begrænset skattepligt

En person som ikke er almindeligt skattepligtig er begrænset skattepligtig. Begrænset skattepligtige skal kun betale skat i Finland af indtægter i Finland.

Personer som har opholdt sig i Finland under 6 måneder om året har begrænset skattepligt. Det gælder også finske statsborgere, som er flyttet til udlandet og som har opholdt sig der i mere end 3 år, eller forinden har meddelt at de ikke har nogen væsentlige bånd til Finland.

Begrænset skattepligtige betaler normalt en kildeskat af sine indtægter i Finland. Begrænset skattepligtige kan dog søge om progressiv beskatning i stedet for kildeskat. Du kan læse mere om beskatning af indtægter i afsnittet Skat i Finland.

Særlige beskatningsforhold

Arbejdsgiver i et andet land end Finland

Hvis en person som arbejder i Finland har en udenlandsk arbejdsgiver, er det muligt at arbejdsgiveren ikke har pligt til indberette forskudsopgørelsen i Finland. I sådanne tilfælde skal man kontakte skattemyndigheden som herefter bestemmer forskudsskatten for lønmodtageren.

Udstationerede medarbejdere i de nordiske lande

Hvis din arbejdsgiver i hjemlandet udstationerer dig i et andet nordisk land, skal arbejdsgiveren eller du oplyse skattemyndigheden i hjemlandet om arbejdsforholdet. Meddelelsen gives enten på blanket NT1 eller NT2 som kan fås hos Skatteförvaltningen. Således sikrer man at forskudsopgørelsen indberettes i det rigtige land.

Blanket NT1 bruges hvis du kun skal beskattes i det land hvor du bor. Det er normalt tilfældet hvis du opholder dig i et andet land i højst 183 dage i løbet af 12 måneder. Blanket NT2 bruges hvis du skal beskattes i det land hvor du arbejder. Dette er tilfældet hvis du opholder dig i arbejdslandet i mere end 183 dage, eller hvis din arbejdsgiver har en fast arbejdsplads i det land hvor du arbejder, eller hvis du er en udlejet medarbejder (i visse lande).

I nogle situationer kan skattemyndighederne på baggrund af den såkaldte nordiske TREKK-aftale flytte beløb fra forskudsopgørelsen til det andet nordiske land. Dette er muligt hvis lønnen skal beskattes i et andet nordisk land end der hvor forskudsopgørelsen er indsendt. Det overførte beløb anses altid for at være betalt rettidigt i det land det er overført til og hvor beskatningen sker. Hvis det overførte beløb er mindre end den beregnede skat i det land hvor beskatningen sker, skal du selv betale det resterende beløb med renter samt et eventuelt rykkergebyr.

Grænsearbejdere

Hvis en person bor i et land og arbejder i et andet land, kan han eller hun i visse situationer være såkaldt grænsearbejder. Du kan læse mere om reglerne for grænsearbejdere i afsnittet Beskatning af grænsearbejdere i Finland.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er upplýsingaþjónusta Norrænu ráðherranefndarinnar. Við gefum upplýsingar til fólks sem vill flytja, vinna, stunda nám, leita styrkjum eða hefja rekstur í öðru norrænu landi.
Leitaðu að skrifstofu Info Norden hérna