Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danska.

Nordiske uddannelsesaftaler og -programmer

Studerende på bibliotek
Ljósmyndari
Yadid Levy/norden.org
Her kan du få et overblik over de aftaler de nordiske lande har indgået på uddannelsesområdet, og de uddannelsesprogammer der findes inden for det nordiske samarbejde.

De nordiske lande har indgået en række aftaler der sikrer nordiske borgere adgang til uddannelse i hele Norden og at eksamensbeviser fra højere uddannelser anerkendes i alle nordiske lande. Inden for det nordiske samarbejde findes der desuden en række uddannelsesprogrammer der giver muligheder for studerende i hele Norden.

Nordiske uddannelsesaftaler 

Gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for højere uddannelse

Reykjavikdeklarationen er en fællesnordisk deklaration fra 2004 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for højere uddannelse. Deklarationen blev revideret i 2016.

Deklarationen sikrer at din højere uddannelse fra ét nordisk land som udgangspunkt anerkendes i de andre nordiske lande. I nogle tilfælde kan du også få vurderet din uddannelse i et andet nordisk land og dermed få dokumentation for at din uddannelse er anerkendt i det land.

Du få mere at vide hos et af de fem nordiske kontorer for anerkendelse af uddannelseskvalifikationer (NORRIC).

Adgang til højere uddannelse 

Overenskomsten mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om adgang til højere uddannelse er fra 1996. Overenskomsten sikrer at du, hvis du er fra et nordisk land, har ret til at søge om optagelse på en højere uddannelse i et andet nordisk land på lige fod med landets egne ansøgere. Overenskomsten giver også ret til godskrivelse af point (meritoverføre) fra en uddannelse i ét nordisk land i et andet nordisk land på lige fod med landets egne ansøgere.

Overenskomsten sikrer at du kan søge ind på en højere uddannelse i et nordisk land på baggrund af din tidligere uddannelse selv om den er fra et andet nordisk land.

Nordisk uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau

Overenskomst om nordisk uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau  (det almene gymnasium og erhvervsskolerne) trådte i kraft i 2008. Formålet med den er at øge den fri bevægelighed mellem de nordiske lande ved at give uddannelsessøgende adgang til uddannelser på gymnasialt niveau på lige vilkår som landets egne borgere. Overenskomsten forpligter landene til at anerkende den uddannelse som opnås gennem et studieophold i et andet nordisk land.

Det betyder at du kan søge ind på en uddannelse på gymnasialt niveau i et nordisk land på baggrund af din grundskoleuddannelse fra et andet nordisk land på lige fod med landets egne ansøgere.

Sprogkonventionen 

Sprogkonventionen fra 1987 omfatter Nordens fem statsbærende sprog: dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk. Konventionen omhandler nordiske borgeres mulighed for at henvende sig på deres eget sprog til myndighederne i et andet nordisk land i visse sammenhænge.

Konventionen sikrer at du har ret til at henvende dig til myndigheder i et andet nordisk land på både dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk. Det gælder både skriftligt og mundtligt, men ikke telefonisk. Konventionen giver dig ikke ret til at bruge et hvilket som helst af disse sprog i studiesammenhæng.

Nordiske uddannelsesprogammer

Nordplus 

Nordplus er Nordisk Ministerråds største støtteprogram med fokus på livslang læring, uddannelse, mobilitet og sprog. Nordplus består af fem delprogrammer og støtter hvert år flere tusind mobilitetsaktiviteter, netværk og udviklingsprojekter for alle aldersgrupper, og mellem aktører fra hele Norden og de baltiske lande. Også det danske mindretals uddannelsesinstitutioner i Tyskland (Sydslesvig) kan søge midler i Nordplus via en særlig aftale med Danmark. Nordplus har eksisteret siden 1988.

Nordplus betyder at du som elev eller studerende kan have mulighed for at deltage i mobilitetsaktiviteter som for eksempel udvekslingsophold eller projekter med andre nordiske eller baltiske elever eller studerende. Forudsætningen er at din uddannelsesinstitution deltager i et Nordplusprojekt med andre nordiske eller baltiske uddannelsesinstitutioner.

Som ansat på en nordisk eller baltisk uddannelsesinstitution betyder det at du har mulighed for at få støtte til at igangsætte mobilitetsaktiviteter, netværk eller udviklingsprojekter med uddannelsesinstitutioner eller lignende i andre nordiske eller baltiske lande.

Nordic Master Programme

Nordic Master Programme er en række toårige engelsksprogede masteruddannelser som udbydes i fællesskab af to eller flere nordiske uddannelsesinstitutioner fra mindst to forskellige nordiske lande. Fælles for uddannelserne er at de er baseret på forskning, excellence og høj kvalitet

Nordic Master Programme giver dig mulighed for at tage en masteruddannelse hvor du i løbet af de to år bor og studerer i flere nordiske lande og samtidigt får bevis for at have gennemført masteruddannelsen fra to eller flere nordiske uddannelsesinstitutioner.

Nordkurs 

Nordkurs er nordiske sommerkurser på universitetsniveau i Nordens samfundsbærende sprog, litteratur og kultur. Kurserne er ECTS-givende og udbydes hvert år i dansk, finsk, finlandssvensk, islandsk, norsk og svensk. Nogle år kan der desuden blive udbudt kurser i færøsk, grønlandsk og samisk. Hvert år deltager over 300 nordiske studerende i kurserne.

Det betyder at du som universitetsstuderende i et nordisk land har mulighed for at tilbringe mellem 2 og 4 uger af din sommerferie i et andet nordisk land med at tage et kursus i et af Nordens sprog eller blive klogere på litteraturen eller kulturen i et andet nordisk land. Studerende fra Danmark, Finland, Norge og Sverige kan få  udbetalt et nationalt stipendium til delvist at dække rejse- og opholdsudgifter (kost, logi og kursusmateriale).

Nordiske sprogpiloter 

Nordiske sprogpiloter blev etableret i 2007 og er en efteruddannelse for lærere i dansk, norsk og svensk som ønsker at styrke deres kompetencer i nabosprogsdidaktik, og som derefter kan fungere som ressourcepersoner for de nærmeste kollegaer. Dette gælder både lærere som underviser i dansk, norsk eller svensk som modersmål og som fremmedsprog. Sprogpilotuddannelsen omfatter lærere både i grundskolen og på gymnasieniveau.

Programmet giver dig som grundskole- eller gymnasielærer mulighed for at tage et kursus hvor du får en dybere indsigt i nordiske sprog som nabo- og fremmedsprog, og kan få udviklet en didaktik og metodik til at inddrage det nordiske stof funktionelt i undervisningen. Kursus og ophold er gratis, men du må selv sørge for finansiering af transporten og eventuel vikar.

Nordspråk

Nordspråk er et netværk for nordiske modersmålslærerforeninger og foreninger for lærere som underviser i nordiske sprog som fremmedsprog. Nordspråk tilbyder kurser og konferencer i litteratur, kultur og didaktik for undervisere i grundskolen, på gymnasieniveau og på læreruddannelserne. Foreningerne udgiver  faglige tidsskrifter hvor indhold med et nordisk perspektiv formidles i artikler og temanumre.

Nordspråk tilbyder dig som underviser i nordiske sprog som enten nabosprog eller fremmedsprog, tidsskrifter, kurser og konferencer, som giver dig mulighed for at få opdateret din viden om de andre nordiske landes kultur og litteratur, og få nye redskaber til din undervisning.

Norden 0-30 

Norden 0-30 er et program som støtter børn og unges egne projekter. Målet er at styrke deres organisering, indflydelse og deltagelse i politiske, kulturelle og sociale aktiviteter. Programmets målgruppe er børn og unge op til 30 år, og kravet for at få støtte er at der er tale om et projekt med deltagere fra mindst tre nordiske lande.

Norden 0-31 giver dig som repræsentant for en organisation, gruppe, kommune, institution, forening eller netværk mulighed for at søge om støtte til at gennemføre netværksaktiviteter  hvor børn og unge aktivt involveres, og som er med til at fremme nordisk samarbejde. For eksempel møder, lejre eller workshops eller produktioner som processer, kampagner eller rapporter. Du behøver ikke selv tilhøre målgruppen. Der kan søges om op til 25.000 euro, men der stilles krav om en egenfinansiering på mindst 15 %.

Volt 

Volt er et kultur- og sprogprogram for børn og unge op til 25 år som har eksisteret siden 2017. Programmet støtter projekter der vækker interesse for kunst, kultur og sprog i andre nordiske lande, og som har fokus på børn og unges egen virksomhed inden for kunst, kultur og kreativitet.

Volt giver enkeltpersoner, grupper eller organisationer mulighed for at  søge om støtte til projekter med fokus på børn og unges egen kulturelle og kunstneriske kreativitet. Alle kunstneriske områder er omfattet. Du behøver ikke selv være en del af målgruppen. Et krav for at få støtte er at der er deltagere fra mindst tre nordiske lande i projektet.

Læs om uddannelse i de nordiske lande

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er upplýsingaþjónusta Norrænu ráðherranefndarinnar. Við gefum upplýsingar til fólks sem vill flytja, vinna, stunda nám, leita styrkjum eða hefja rekstur í öðru norrænu landi.
Leitaðu að skrifstofu Info Norden hérna