Christian Poll (Indlæg)

Information

Typ
Indlæg
Tal nummer
448
Speaker role
Den Socialdemokratiske Gruppe
Datum

Tak for det. Madspild er på dagsordenen rigtig mange steder. Det er en vigtig dagsorden, og i Danmark har den også stor vægt. I VSG-gruppen er vi meget positive over for det her forslag. Der ligger en række gode initiativer i forslaget, men jeg vil godt lige dykke ned i en af detaljerne, og den handler om det her med energiudnyttelse af madaffald. For der kan være en tendens til at fokusere på, at det primært handler om, hvordan vi kan forbrænde affaldet og skabe fjernvarme fra det, men hvis vi skal fremme en omstilling til en cirkulær økonomi, er det vigtigt, at vi får næringsstofferne tilbage til landbruget, og at vi skaber en bedre energi og en klogere energi. Det gør vi f.eks. ved at fokusere på i højere grad at få madaffaldet over i en bioforgasningsproces i stedet for ren forbrænding. Derved får vi skabt biogas, som er en mere dynamisk energiressource, som kan lagres og bruges til fleksible mekanismer i energisystemet, og vi får næringsstofferne på en form, som er tilgængelig i landbrug og anden udnyttelse. Så det er bare for lige at pointere den detalje, og at den er vigtig at have for øje i det her projekt.