393. Sara Olsvig (Indlæg)

Qujanaq, presidenti. Tak, ærede præsident. Som I kan høre, er det også en sprogmæssig ting, at finsk og grønlandsk ligner hinanden lige præcis med ordet presidenti. Ellers ligner sprogene ikke hinanden, men det er en god debat om sprog.

Naalakkersuisut, den grønlandske regering, har fra begyndelsen støttet den færøske ansøgning om fuldt medlemskab i Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd. Som jeg tidligere har nævnt på denne session, skal et demokratisk samarbejde vurderes på, hvordan man behandler sine mindretal. I denne sammenhæng er det måske mere korrekt at tale om Nordens folk, som talmæssigt er små befolkninger. Alle folks deltagelse bør sikres på en måde, som de selv mener er værdig.

Det forslag, der her foreligger, fra præsidiet mener jeg er forhastet. På sidste års session i Nordisk Råd blev der på samarbejdsministermødet afgivet et løfte fra Danmark om, at man ville tage en dialog med Færøerne for at se, om der kunne findes en løsning på den færøske ansøgning inden for rammerne af det nordiske samarbejde. Denne dialog er ikke afsluttet. Vi kan af mødematerialet se, at der her bliver inddraget principielle juridiske spørgsmål, og den slags kan jo tage sin tid – ikke mindst må man forvente, at ansøgerlandets egen juridiske fortolkning også bliver hørt. Og det er ikke sket her.

Jeg er enig med den færøske lagmand, Færøernes regeringsleder, i, at dette er et nordisk spørgsmål. Og jeg vil fremhæve tre ting, som gør, at jeg mener, at vi skal tage dette meget alvorligt. Den første ting er, at vi taler om integration, men gælder det i virkeligheden – gælder det over for vores egne nordiske venner? Den anden ting er, at vi taler om ligeværdighed – gælder det også for vores egne nordiske venner? Og den tredje og sidste ting er, at det her handler om politisk vilje.

Vi repræsenterer os selv fra Grønlands og Færøernes side i udlandet – det gør vi. Og på den baggrund vil jeg stærkt anbefale, at Nordisk Råd afventer en stillingtagen til den færøske ansøgning, således at Nordisk Råd har et endeligt resultat at tage stilling til. Qujanaq.