Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Dansk.

Ósk Vilhjálmsdóttir og Ásta Arnardóttir, Island

Hálandaferðir (Island)
Fotograf
Hjálmar Sveinsson
Ásta Arnardóttir og Ósk Vilhjálmsdóttir nomineres for at have arrangeret udflugter for et stort antal mennesker ind til et område i Islands centrale højland, der er truet af planer om byggeri af kraftværker. De tilrettelagde i 2003-2006 udflugter ind til et storslået område, hvor det var planlagt at bygge Kárahnjúkur-kraftværket. Nu er området for størstedelens vedkommende forsvundet under Hálslón, vandreservoir for et 700 MW vandkraftværk, som forsyner en aluminiumsfabrik i Fjarðabyggð med energi.

Det drejer sig om det hidtil mest omdiskuterede vandkraftværk på Island. I perioden 2003-2006 førte de rundt regnet tusind personer rundt i dette dyrebare landområde, hvor rensdyr og gæs har et fristed ca. 600 meter over havets overflade, og hvor den store gletscher Vatnajökull har dannet frugtbar jord. Og selv om Ásta og Ósk har indstillet deres direkte samarbejde, fortsætter de nu hver for sig med at føre folk rundt i de områder af det centrale højland på Island, der er truet af anlægsarbejder. Ásta arbejder med vægten lagt på yoga imellem fjeldene med henblik på at øge bevidstheden om naturbeskyttelse og vigtigheden af at værne om Jordens dyre- og planteliv, og Ósk som har specialiseret sig i udflugter og friluftskurser for børn og unge. Artikler om de to og deres initiativ har været offentliggjort i islandske aviser og forskellige friluftslivstidsskrifter, bl.a. det franske tidsskrift TREK.