Fornyet nordisk samarbejde

26.06.14 | Nyhed
Den 26. juni blev de nordiske samarbejdsministre enige om at reformere det nordiske samarbejde. Beslutningen kommer i forlængelse af visionserklæringen fra februar i år.

– Målet med moderniseringsrapporten er at sikre det nordiske samarbejde i fremtiden. Vi har behov for et dynamisk og politisk orienteret samarbejde, som støttes af effektive beslutningsprocesser og en god administrativ praksis. Der skal være mere politik i nordisk regi i de kommende år, siger nordisk samarbejdsminister Eygló Harðardóttir, som repræsenterer årets islandske formandskab i Nordisk Ministerråd.

Det nordiske samarbejde skal løbende fornyes, så det kan forblive et stærkt og relevant redskab i mødet med nye politiske udfordringer. I rapporten ”Nyt Norden” præsenterer generalsekretær i Nordisk Ministerråd, Dagfinn Høybråten, 39 konkrete forslag til en sådan fornyelse af det nordiske samarbejde. Med udgangspunkt i forslagene i rapporten har samarbejdsministrene i dag vedtaget en reformpakke for det nordiske samarbejde.

Det nordiske samarbejde skal være nyttigt for borgerne

– Nordisk Ministerråd og samarbejdet skal levere gode resultater i forhold til aktuelle problemstillinger som optager regeringerne i de nordiske lande, siger Eygló Harðardóttir.

Hovedtrækkene i reformen er forbedrede beslutningsprocesser, øget samarbejde om internationale spørgsmål og øget merværdi af samarbejdet. Målet er at skabe fælles nordisk nytte og konkrete resultater. Samarbejdet skal fokusere på problemstillinger som har direkte betydning for de nordiske borgere.

– Pasunionen, det fælles arbejdsmarked og konventionen om social sikring er alle resultater af det nordiske samarbejde. I år fuldfører vi arbejdet om informationsudveksling på skatteområdet. Dette samarbejde har indbragt de nordiske statskasser mange milliarder i skatteindtægter, som ellers ville være forsvundet i skatteparadiser. Reformen af det nordiske samarbejde er et led i at realisere vores ambitiøse visioner om et grænseløst, innovativt, udadvendt og synligt Norden, siger Eygló Harðardóttir.

Læs samarbejdsministrenes visionserklæring her: Sammen er vi stærkere