Bankkonto i Finland

Pankkitili Suomessa
Her finder du information om bankydelser i Finland, for eksempel bankkonto, boliglån, digitale koder til din bank og betalinger til udlandet.

De finske banker tilbyder mange forskellige ydelser til deres kunder. Denne side indeholder kun information om de vigtigste, basale ydelser. Du kan få yderligere information om øvrige ydelser ved at henvende dig direkte til din bank.

Bankernes virksomhed i Finland overvåges af Finansinspektionen, som også informerer om forbrugerbeskyttelse. Hvis du har problemer med din bank, kan du få vejledning hos Försäkrings- och finansrådgivningen (FINE).

Åbning af bankkonto

Der er intet krav om, at du har et finsk personnummer for at åbne en bankkonto, men som kunde skal du altid kunne bevise din identitet på en pålidelig måde. Det er sikrest at bevise din identitet med et pas eller et officielt id-kort, som du skal medbringe i banken, når du vil åbne en konto. Hvis du ikke har et finsk personnummer, kan muligheden for at bruge visse bankydelser, eksempelvis bevilling af betalingskort eller aftaler om ydelser på nettet, være begrænset. 

Når du skal åbne en bankkonto, kræves der ofte et velbegrundet og acceptabelt behov, eksempelvis permanent bolig, arbejde eller studier i Finland. Som bevis på en ansættelse kan du for eksempel medbringe en gyldig arbejdskontrakt eller en lønseddel. Studerende kan fremvise et optagelsesbevis fra uddannelsesinstitutionen eller et studiekort.

Bankerne har mulighed for at kontrollere dine kreditoplysninger. 

På listen herunder finder du banker i Finland, som tilbyder almindelige bankydelser og digitale koder.

Digitale koder til banken

De digitale koder er din legitimation, og anvendelsen af koderne svarer til din underskrift. Ved hjælp af koderne kan du logge på din netbank, og du kan også bruge dem hos andre tjenesteudbydere som Folkpensionsanstalten (FPA), skattemyndighederne samt ved betaling af indkøb på nettet. Dine koder er personlige og må ikke overdrages til andre.

Du får dine første bankkoder ved at henvende dig personligt i banken. Husk at medbringe gyldig legitimation.

Betalinger til udlandet

Du kan foretage en betaling på samme måde og til den samme pris i både dit hjemland og til et andet SEPA-land, hvis betalingen foretages i euro. Det fælles eurobetalingsområde SEPA omfatter ud over eurolandene også de øvrige EU-/EØS-lande samt Schweiz og Storbritannien. Husk at angive modtagerens kontonummer i IBAN-formatet, så banken kan se, at betalingen er en SEPA-betaling.

Hvis du skal modtage penge fra udlandet, skal du huske at angive dine bankoplysninger korrekt. Ved SEPA-kontooverførsler kræves modtagerens kontonummer i IBAN-format samt modtagerens BIC-kode, som identificerer modtagerens bank. Du kan finde IBAN-nummeret på et kontoudtog eller i netbanken.

Du kan få yderligere information hos din egen bank.

Boliglån

Når finske banker bevilger et boliglån, kræver de som regel sikkerhed i en bolig som ligger i Finland. Hvis du ønsker et boliglån i en finsk bank med henblik på at købe en bolig i et andet nordisk land, skal du kontakte din bank for at høre om den bolig du vil købe i det andet nordiske land kan bruges som sikkerhed for boliglånet.

Hvis du vil købe en bolig i Finland og har planer om at tage et boliglån i en udenlandsk bank, er det ikke sikkert at den finske bolig vil fungere som sikkerhed for et lån i et andet nordisk land. Kontakt din bank for yderligere information.

Yderligere information

Kontakt myndighed
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.