Færøerne bliver ikke fuldgyldigt medlem af Nordisk Råd

29.11.16 | Nyhed
Presidiemöte i Keflavik
Photographer
Mary Gestrin
Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab af Nordisk Råd bifaldes ikke. Spørgsmålet bør som udgangspunkt diskuteres mellem Danmark og Færøerne. Dette konkluderede Nordisk Råds Præsidium på mandagens møde i Keflavik på Island.

På mødet blev Færøernes standpunkt præsenteret af Ruth Vang som er parlamentariker i Nordisk Råd og medlem af det færøske lagting. Hun er utilfreds med præsidiets beslutning.

– Vi opfatter ikke os selv som et selvstyrende område. Vi er et folk, en nation. Jeg ved ikke hvad vi skal i Nordisk Råd hvis dette er rådets syn på Færøerne, siger hun.

Nordisk Råds præsident, Henrik Dam Kristensen, nedtoner modsætningen.

– Statsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte under Nordisk Råds session at den danske regering støtter de selvstyrende områders ønske om en stærk rolle i det nordiske samarbejde så vidt det er politisk og juridisk muligt, og så længe det er inden for rammerne af den danske grundlov.

Den færøske ansøgning gjaldt fuldt medlemskab af både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. De nordiske samarbejdsministre behandlede ansøgningen på deres møde den 1. november og konstaterede at der ikke var enighed om at imødekomme Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab.

Danmarks samarbejdsminister, Peter Christensen, informerede i den forbindelse om at Danmark vender tilbage med et forslag som kan styrke Færøernes deltagelse i det nordiske samarbejde yderligere.

– Vi arbejder videre på denne baggrund, og jeg ser frem til regeringens forslag, siger Henrik Dam Kristensen.