Mindre kød, mere plantebaseret: Her kommer de nordiske næringsstofanbefalinger 2023

20.06.23 | Nyhed
tallrik med barn
Photographer
Jonathan Eng
I dag lanceres de nordiske næringsstofanbefalinger 2023. For første gang indeholder de videnskabelige anbefalinger for både sundhed og miljø, og de peger på en mere planterig kost, mere fisk og mindre kød på tallerkenen.

Den sjette udgave af de nordiske næringsstofanbefalinger, som offentliggøres i dag, er den hidtil største opdatering i rapportens 40-årige historie. 
I et globalt perspektiv er den i dag også det mest omfattende videnskabelige grundlag for gode kostvaner – både når det gælder planeten og sundheden.

Anbefalingerne bygger på den bedste tilgængelige videnskab om madforbrug, sundhed og miljø. 
 

– Rapporten giver os et videnskabeligt grundlag, som viser, at en sund kost ofte også er bæredygtig. Der skal skabes mange og store synergier mellem sundhed og miljø i den nødvendige omstilling af vores madforbrug, siger Rune Blomhoff, projektleder for de nordiske næringsstofanbefalinger 2023 og professor på Oslo universitet. 
 

Anbefaler primært plantebaseret kost 

Rapporten undersøger sundhedseffekterne af 36 næringsstoffer og 15 fødevaregrupper.  


Den anbefaler en primært plantebaseret kost med et stort indhold af grøntsager, frugt, bær, bælgplanter, kartofler og fuldkorn.  

Den anbefaler desuden et stort indtag af fisk og nødder, et moderat indtag af mælkeprodukter med et lavt fedtindhold, en begrænset mængde rødt og hvidt kød samt et minimalt indtag af forarbejdet kød, alkohol og forarbejdede fødevarer med et højt indhold af fedt, salt og sukker. 

Global opbakning til nordisk pionerarbejde  

Lanceringen af de nye nordiske næringsstofanbefalinger den 20. juni er en begivenhed af international interesse.

 

Tedros Adhanom Ghebreyesus, generalsekretær for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), mener, at den nye udgave de nordiske næringsstofanbefalinger viser "en klar forbindelse mellem sunde mennesker og en sund planet".  

 

– Jeg ønsker Nordisk Ministerråd tillykke med en imponerende rapport og den inkluderende proces med offentlige høringer. Den overordnede anbefaling om at overgå til plantebaseret kost er i tråd med den aktuelle videnskabelige litteratur, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus. 

 "Hjælper nordboerne med at spise sundt og miljøvenligt"  

De nordiske næringsstofanbefalinger udgives af Nordisk Ministerråd og udgør resultatet af et unikt nordisk samarbejde. Rapporten giver landene et fælles, evidensbaseret fundament, når de udvikler kostråd til borgerne.

 

 – Denne rapport kommer til at hjælpe nordboerne med at spise sundt og miljøvenligt, fordi den er en vejledning til de nationale kostråd og dermed styrer menukortene på vores skoler, sygehuse og andre offentlige køkkener, siger Karen Ellemann, generalsekretær for Nordisk Ministerråd, som udgiver rapporten. 
 

Rapporten har allerede skabt debat 

Rapporten er resultatet af fire års arbejde, som har involveret flere hundrede nordiske og internationale forskere.  


Metodologien følger de globale standarder, og inden udgivelsen har der været en transparent proces, hvor alle baggrundsartikler har været til offentlig høring i en periode på otte uger.  


Allerede inden offentliggørelsen er rapporten blevet debatteret flittigt i flere nordiske lande, blandt andet fordi den forventes at anbefale et mindre indtag af rødt kød – ligesom andre globale forskningsrapporter om miljø og klima. 

Det er i sidste ende landene selv, der tager stilling til, hvordan de vil anvende anbefalingerne, når de udarbejder deres nationale kostråd.

Her kan de tage hensyn til nationale prioriteringer og lokale forhold.

Fakta/De nordiske næringsstofanbefalinger 2023, NNR2023 

  • Det anbefalede indtag eller referenceværdierne for ni næringsstoffer er ændret væsentligt sammenlignet med den forrige udgave: E-vitamin, B6-vitamin, folat, B12-vitamin, C-vitamin, tiamin, calcium, zink og selen.
  • Bælgplanter: Der anbefales et større forbrug, primært på grund miljøaspekter.
  • Alkohol: Eftersom der ikke kan sættes en sikker grænse for alkoholforbrug, er anbefalingen i NNR2023, at alle skal undgå at drikke alkohol. Ved indtagelse af alkohol skal indtaget være lavt. Denne anbefaling gælder også for ammende kvinder. En mere restriktiv anbefaling (ingen alkohol) gælder for børn, unge og gravide kvinder.  
  • Korn: Et øget indtag af fuldkorn bakkes op af både effekten på sundheden og miljøet. Det anbefales, at man indtager mindst 90 gram fuldkorn om dagen.
  • Grøntsager, frugt og bær:  Det samlede anbefalede indtag af forskellige grøntsager, frugter og bær er 500-800 gram eller mere om dagen. 
  • Fisk: Et øget indtag af fisk fra bæredygtigt fiskeri bakkes op af både effekten på sundheden og miljøet. Det anbefales at indtage 300-450 gram om ugen, hvoraf mindst 200 gram er fed fisk. 
  • Rødt kød: Af sundhedsmæssige årsager anbefales det, at indtaget af rødt kød ikke overskrider 350 gram om ugen. Mængden af forarbejdet, rødt kød bør være så lav som muligt. Af miljømæssige årsager bør indtaget af rødt kød være væsentligt lavere end 350 gram.
  • De nordiske næringsstofanbefalinger udgør det videnskabelige grundlag for de nationale næringsstofanbefalinger og fødevarebaserede kostråd i de nordiske og baltiske lande. 
  • Det internationale samarbejde mellem landene har resulteret i fem tidligere udgaver af NNR. Den første blev udgivet i 1980.
  • Den seneste version fra 2012 er blevet downloadet godt 300.000 gange af beslutningstagere, forskere og studerende over hele verden.

Tedros Adhanom Ghebreyesus, generalsekretær for WHO, talte ved lanceringen af de nordiske næringsstofanbefalinger. 

Tedros Adhanom Ghebreyesus, Director General of World Health Organization, WHO, speaks at the launch of the Nordic Nutritions Recommendations 2023.

Contact information