Samarbejde over grænserne er vejen frem for kulturlivet i Norden efter pandemien

Det var Kulturrådet, som på opdrag af Norges kultur- og ligestillingsministerium, samlede deltagere fra de nordiske lande for at diskutere og dele viden og erfaringer om kulturlivet i Norden efter pandemien. For Anette Trettebergstuen, Norges kultur- og ligestillingsminister, har året som ordfører for kultursektoren i Nordisk Ministerråd givet indsigt i, hvor konkret det nordiske samarbejde kan være og det eksisterende potentiale:

– Det nordiske samarbejde er noget helt specielt. Det er noget, som vi skaber sammen, og det har jeg oplevet i det seneste år. Det gælder ikke kun den store gavn som vi ministre har haft af at mødes og diskutere pandemien i de forskellige lande, men også mulighederne for det nordiske kultursamarbejde fremover i en stadig mere usikker verdenssituation.
 

Det internationale samarbejde inden for kultur blev stærkt påvirket af pandemien med aflyste arrangementer og nedlukninger. Selv om den nordiske kultursatsning Nordic Bridges i Canada blev udskudt i et år på grund af pandemien, var restriktionerne i Canada stadig hårde, da programmet åbnede i januar 2022. Marah Braye, administrerende direktør for Harbourfront Centre i Toronto, som leder Nordic Bridges, fortalte om de erfaringer, som det har givet at holde produktionen i gang i lang tid.

– Hvis jeg skal sige noget positivt om de udfordringer, vi har haft, så har disse uventede forsinkelser givet Habourfront Centre, vores 20 programpartnere i Canada og de nordiske kunstnere, mulighed for rent faktisk at intensivere og dyrke deres relationer og givet de præsenterede værker længere tid til at udvikles.
 

Selv om det er for tidligt at se de langsigtede konsekvenser, viste pandemien sårbarheder, som forskerne forventer vil danne grundlag for kommende kulturpolitiske diskussioner.

Jenny Johannisson fra Kulturanalys Norden påpegede, at pandemiens konsekvenser for kultursektoren har været omfattende, og at dette har sat fokus på betydelige mangler i de økonomiske og sociale vilkår for kunstnere og andre i branchen. Desuden viser analyserne, at forskellene inden for deltagelse i kulturlivet er de samme selv efter pandemien.

Haakon Bekeng-Flemmen, seniorrådgiver i Kulturrådet i Norge, fremhævede, at pandemien var en ny situation for alle lande, og det at kigge på omsætningen i brancherne, som fik enorme støtteordninger baseret på økonomiske kriterier, var en ny måde at arbejde på. 

Et panel af forskere inden for kulturpolitik fra Sverige, Finland og Norge var på mødet enige om, at der efter pandemien er et stort vidensbehov vedrørende nye kulturvaner, kulturøkonomi og de kulturpolitiske konsekvenser af digitaliseringen. 
 

Kunsten og kulturen betragtes som grundpiller i det nordiske samarbejde, og forventningerne til deres rolle i samfundet er omfattende og komplekse. De skal dog sættes i relation til de store konsekvenser, som pandemien har haft for kulturlivet. 

– Kunstnere forventes at forny sig, de skal presse på og vise, hvad livet og virkeligheden handler om. Samtidig forventes det, at deres arbejde skal være et kald, at de skal engagere sig, og at de ikke bliver syge eller får kontanthjælp som os andre, siger Maria Hirvi-Ijäs, seniorforsker ved Centrum for kulturpolitisk forskning Cupore, Finland. Hun konstaterer: 
– Der findes ingen arbejdsløse kunstnere – kun indtægtsløse!
 

Finansieringsstrukturen er et andet vigtigt område for det kulturpolitiske samarbejde. Forskningen viser, at kulturskaberne ofte har en høj uddannelse, men en relativt lav indtægt.
 

Flere nordiske og bilaterale samtaler, møder og mulighed for erfaringsudveksling står højt på ønskesedlen hos alle de repræsentanter for nationale kulturmyndigheder og nordiske og samiske kulturinstitutioner, som deltog i paneldiskussionen. Et af de store diskussionsemner var hvilken rolle kulturen skal spille, når der flyttes ressourcer til andre samfundssektorer.  

– Vi ska investere i kunstnerne, som er kernen i kunst- og kultursektoren. Under pandemien så vi, at freelance-kunstnere var meget udsatte, og det skal vi gøre noget ved. Vi skal forny strukturerne for kulturpolitikken, siger Paula Tuovinen, direktør i Taike (Centret för konstfrämjande) i Finland. 

I de senere år har samisk kunst fået mere og mere opmærksomhed i Norden og internationalt. Det så vi senest under Venedig Biennalen, hvor den nordiske pavillon i år var en samisk pavillon. Men på trods af den øgede interesse, mangles der ressourcer, sagde Christina Hætta, formand for kulturafdelingen i Samerådet:

– Samisk kunst er ved at blive Nordens næste eksportvare, men det kræver, at alle samarbejder, hvis det skal blive virkelighed. Den nationale kulturpolitik er udfordrende for samisk kunstnervirksomhed, som breder sig over landegrænserne, og vi håber, at de nationale støtteordninger i højere grad kan tilpasses til vilkårene i den samiske kultursektor.
 

Maja Kristine Jåma, sametingsråd, Norge, har et positivt syn på det fortsatte nordiske samarbejde:
– Hvis der bliver fulgt op på det, som har jeg har sagt her i dag, er det utroligt godt. Vi samer er et grænseløst folk, og vi oplever grænsehindringer hver dag. Det var meget tydeligt under pandemien.