Kim Simonsen

Motivering: 

Det uendelige hav og det enkelte menneske 

Digtsamlingen Lívfrøðiliga samansetingin í einum dropa av havvatni minnir um blóðið í mínum æðrum (“Den biologiske sammensætning af en dråbe havvand minder om blodet i mine årer”) af den færøske forfatter, forlægger, kurator og akademiker, Kim Simonsen, er et stilfærdigt værk, skrevet umiddelbart efter at digterjegets far er gået bort. I kølvandet på denne begivenhed går digterjeget rundt i barndommens landskab, en unævnt færøsk bygd, og bearbejder sorgen.  

Vinterlandskabets tiltagende lys, det omskiftelige vejr, storm, frost og tåge, omhyller digtene og forener dem med naturens små og store cykliske bevægelser. Havet og bølgerne og dråberne, havskummet, de frosne glatte veje, dyrenes – i frostvejrets synlige – åndedræt, altsammen fremmaner sammenhænge, kontinuerlige forandringer og tilblivelser.  

I samlingens første digt bliver disse processer beskrevet som en forlængelse af farens død: 

“Min far døde her til morgen, 

han sejlede hele sit liv 

på verdens fem have. 

Nu bryder bølgerne 

som bølgerne har brudt 

ind over bølger. 

Sådan vil bølgerne 

omfavne stranden 

landet 

alt det 

som lægges 

til oven i 

alt.” 

Faren som sømand er en velkendt figur i færøsk litteratur. På samme måde er motivet af de pårørende, der står tilbage på strandbredden og spejder ud mod havet, så klassisk i færøsk litteratur og kunst, at det er blevet kliché. Figuren og motivet er naturligvis forankret i den tragiske skæbne, som historisk er overgået mange sømænd, men i Simonsens værk er der intet, der tyder på, at digterjegets far er død til søs. Han er blot død. Digterjeget har overlevet sin far, og man fornemmer en slags trist triumf i denne enkle konstatering. Sønnen overlevede sin far. Barnet sin forælder. Det er, som det sig hør og bør. Men det er i denne detalje, at sammenhængen mellem faren og havet i digtsamlingen bryder med færøsk tradition. Der er intet heroisk eller sentimentalt over farens død. Den bliver knap nok beskrevet. Hans liv bliver stort set heller ikke beskrevet. Derfor læses digtene med en overrumplende lettelse. 

 
Havet giver, og havet tager, siges det ofte med en slags lakonisk fatalisme, men i disse digte er havets generøsitet og grådighed hverken lakonisk eller fatal, det er snarere en suveræn autoritet, livgivende og inspirerende og fuldt af indsigt.  

En kompleks tidslig forståelse løber gennem digtene, og lader dem konsekvent oscillere mellem det lineære og det cykliske, mellem livet og døden, blodet og havet, mellem biologi og filosofi. Digtene er ofte aftagende, helt konkret i linjernes længde og rytme og klang. Ved hvert digts afslutning opstår en slags akkumulation af ekkoer, som paradoksalt nok ikke munder ud i en rungende stilhed, men snarere samles i en indsigtsfuld klang. Sådan læses digtene, og sådan vendes papirbladene, lydligt og rytmisk, fortløbende og cyklisk.  
 

“Vi er mennesker, 

men ligner andre levende 

uden menneskelige kroppe. 
 

Vi er mennesker 

imens det visne græs 

bølger i vinden 

og vi blot glædes 

over at være. 
 

Vi er mennesker 

der vågner hver morgen 

med gamle minder 

og tidligere drømme 

imens vi drikker kaffe.” 

Kim Simonsen har været aktiv i mere end 20 år, og hans praksis strækker sig på tværs af litterære genrer og gængse akademiske og kunstneriske felter. Hans tidligere digtsamlinger, Hvad hjælper det et menneske at vågne en morgen på denne side af dette årtusind (2013) og Decembermorgen (2015), har begge modtaget kritisk anerkendelse. Men med “Den biologiske sammensætning af en dråbe havvand minder om blodet i mine årer” når Kim Simonsen et hidtidigt lyrisk højdepunkt.   

Med dette værk har han formået at skabe et værk og et sprog om sorg og sørgelige far-søn relationer, som overskrider det familiære og private, og aldrig bliver hverken bittert eller sentimentalt. Det er et stærkt økopoetisk værk, der lader læseren ledsage digteren i dennes stilfærdigt eksistentielle færden. Kim Simonsens "Den biologiske sammensætning af en dråbe havvand minder om blodet i mine årer" er en konsekvent, klog, poetisk, og imponerende god digtsamling.