Liselott Willén

Motivering:

Nogle forfattere trodser smertefrit grænserne mellem forskellige genrer.

Liselott Willén, født i 1972, opvokset på Åland og nu bosat i Örebro i Sverige, er en sådan forfatter. Siden den bemærkelsesværdige debutroman Sten för sten (2001) har hun udgivet en række egensindige fortællinger, som forener spændingsmomentet med en dyb psykologisk pejling. Det ville være forsimplet at genrebetegne bogen som en rendyrket krimi eller en thriller. Bag intrigens forviklinger anes der altid et element af usikkerhed. Var det sådan, det egentlig gik til, eller er der et lag i handlingen, som kun åbner sig ved meget omhyggelig læsning?

Dette gælder i høj grad for romanen Det finns inga monster (”Der findes ingen monstre”, ikke oversat til dansk), som nu er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2019 af det selvstyrende område Åland, Liselott Willéns hjemstavn.

Handlingen udspiller sig i miljøer på Åland. Meget foregår i et brunmalet hus tæt på havet, hvor hovedpersonen, den syvårige Alice, og hendes familie har oplevet et traume. Deres sår er aldrig helet. Familiefaderen, en internationalt kendt pianist som har trukket sig tilbage til en tilværelse som organist på øerne, dør under mystiske omstændigheder. Var det en ulykke, et selvmord eller ligefrem mord?

Alice er vidne til et hændelsesforløb, som hun hele tiden fortrænger. Hendes bevidsthed er styret af vage minder, og derfor mister hun sommetider forbindelsen til virkeligheden. Resultatet bliver et psykisk dødvande, hvor frygten hersker og mødet med kammeraterne i skole resulterer i tilsyneladende uforståelig vold. I stedet for at give et knus til dem, hun kan lide, bruger hun sin knytnæve.

Romanen skildrer hendes og morens tilbagevenden til huset ved havet efter ti år. Meget er det samme som før, og andet har hun glemt. Men alting kommer op til overfladen igen. Morens svigt, farens forsøg på at gøre datteren til pianist i perfektionens navn, og hans forfængelige ønske om at give den store kunst vinger i dette reserverede miljø. Sejlturene på havet er med i erindringsbillederne helt indtil den sidste rotur, som faren ikke vender hjem fra.

Liselott Willén kortlægger erindringens bevægelser på en yderst elegant måde. Det tilsyneladende glemte blusser pludselig op igen med fornyet kraft. Alice bliver opmærksom på, at alt det, som hun ønsker at slette fra sit sind, stadig findes, og at det vil føre hende til et afgørende punkt, hvor fortvivlelse og forsoning ligger i vægtskålene.

Sprogligt er Det finns inga monster en virtuos præstation. I korte, effektive sætninger lader Willén skiftende impulser føre en dialog i Alices bevidsthed. Der er en løsning et sted, men vejen derhen er både lang og smertefuld. Man følger hendes kamp med erindringens dæmoner og lader ordene akkompagnere hjertets banken.

Det er ikke bare spændende, men også formet med en dyb indsigt i menneskets gådefulde psyke.