Petri Kumela

Petri Kumela
Photographer
Heidi Piironen
Petri Kumela er en af de 13 nominerede til Nordisk Råds musikpris 2023.

Motivering

Petri Kumela en af samtidens mest personlige fornyere inden for guitarmusikken Ud over at være en forbløffende alsidig og dygtig guitarist er han også en interessant arrangør, en betydningsfuld bestiller af nye kompositioner samt en modig kritiker af traditionelle mønstre – og han føler sig lige så godt hjemme blandt traditionelle instrumenter som i den nyere musik.

 

Kumela er især optaget af moderne musik, og han har uropført ti guitarkoncerter samt adskillige mindre kompositioner i både Finland og i udlandet. Ud over Europa har han blandt andet turneret i Sydamerika, USA, Rusland, Japan og Indien.

 

Af Kumelas bestillingsværker er det værd at nævne serien Pienet otukset – musiikillinen bestiaari (2020, "Små dyr – et musikalsk bestiarium"), som har begejstret både anmeldere og publikum, og hvor Kumelas stærke musikalitet har flettet 35 forskellige komponisters dyreminiaturer sammen til en fascinerende helhed.  

 

I de senere år har tværkunstneriske projekter samt undersøgelse og udvidelse af den traditionelle koncertform fået en mere og mere central rolle i Kumelas arbejde. Eksempler på dette er Kumelas stedbundne lydinstallationer samt det kollektive sceneværk Playtime – a Case Study, hvor traditionelle instrumenter, dukketeater og ny teknologi smelter sammen.

 

Ved siden af sit virke som musiker har Kumela blandt andet beriget koncertlivet som drivkraft for koncertserierne Klassinen Hietsu og Hietsu is Happening i Helsingfors og som kunstnerisk leder for festivalen Sipoon äänet.