Vinder af Nordisk Råds filmpris 2022

Lamb, winner of Nordic Council Filmprize 2022
Photographer
Magnus Fröderberg, norden.org
Nordisk Råds filmpris 2022 går til den islandske film Lamb af manuskriptforfatterne Sjón og Valdimar Jóhannsson, instruktør Valdimar Jóhannsson samt producerne Hrönn Kristinsdóttir og Sara Nassim.

Juryens motivering

I Lamb skaber instruktøren en unik fortælling om tab, sorg og rædsel. Den særdeles originale historie udforsker klassiske temaer i menneskets interaktion med moder natur og konsekvenserne af at trodse hendes kræfter. Den beskæftiger sig også med skønheden og brutaliteten ved forældreskabet og de yderligheder, som vi kan gå til for at værne om den lykke, som vi føler, at vi har ret til.

 

Filmen er en både en foruroligende og original filmisk oplevelse. Dyrenes sensitivitet over for selv den mindste forstyrrelse i deres omgivelser udnyttes effektivt til at skabe en fornemmelse af en konstant underliggende trussel, som på uforlignelig vis fremhæves af en altid opmærksom, om end diskret kameraføring og et ildevarslende lydbillede. 

 

Den skarpe anvendelse af få men meningsfulde elementer til at fremmane en uafbrudt følelse af frygt skaber en visuelt effektiv og atmosfærisk fortælleoplevelse.

 

Lamb er en imponerende debut for instruktøren, Valdimar Jóhannsson.

 

Originaltitel: Dýrið

Dansk titel: Lamb

Instruktør: Valdimar Jóhannsson

Manuskriptforfattere: Sjón og Valdimar Jóhannsson

Producere: Hrönn Kristinsdóttir og Sara Nassim