Geir Gulliksen og Anna Fiske (Ill.)

Geir Gulliksen
Photographer
Siren Lauvdal
Geir Gulliksen og Anna Fiske (Ill.): Joel og Io. En kjærlighetshistorie. Roman, Aschehoug, 2014.

Joel går i første klasse og er forelsket for allerførste gang. Det sker en tirsdag, og han havde ingen anelse om, at det skulle ske netop denne dag. Pludselig får han øje på en pige som hedder Io. Teksten viser, at Io også har et særligt syn på Joel, men hun er hurtigt nødt til at markere, at hun er et år ældre end ham, og at hun derfor ikke kan lege med, eller have følelser for, en der er så lille. Eller måske kan hun lege lidt med ham efter nærmere overvejelse. Og måske kan hun ligefrem gå med til at lege, at de er forelskede.

Denne lille, poetiske kærlighedshistorie beholder hele vejen igennem barnets perspektiv. Sproget er observerende, sætningerne er korte og præcise og indeholder meget originale sproglige billeder. Dialogerne er skarpe og humoristiske på en lidt stilfærdig måde. Det sker måske ikke så meget i denne fortælling, men alligevel er det en spændende, lille historie om kærlighed og venskab. Kærlighedshistorien ender ikke så godt, men på en åben og antydende måde har bogen alligevel en opløftende slutning. Det er en bog om, hvordan det er at kunne lide hinanden, og om reglerne for hvad man må og den spænding og den poesi der ligger i at bryde dem. Og ikke mindst er det en historie om at være alene og helt usynlig, og så lige pludselig få øje på en og opdage, at man selv bliver set.

Anna Fiskes tegninger har også et poetisk udtryk. Generthed, eftertænksomhed og fysisk kontakt kommer godt til udtryk i en særegen og legende stil. Et par steder brydes teksten af tegneserier, som uddyber øjeblikket og leger videre med handlingen. Dette bidrager til bogens originale udtryk.

Som læser oplever man et stærkt nærvær – både i tekst og billeder. I mange situationer kan voksne også genkende sig selv. Joel og Io. En kjærlighetshistorie (”Joel og Io. En kærlighedshistorie”) henvender sig til yngre læsere. Ifølge forlaget er målgruppen børn i alderen 6-9 år. Men bogen kan læses af børn i alle aldre.

Geir Gulliksen er forfatter og forlagsredaktør. Han debuterede i 1986 og har skrevet digte, essays, romaner og børnebøger. Geir Gulliksen modtog Mads Wiel Nygaards legat i 2008 for sit forfatterskab. Han blev desuden nomineret til Ibsenprisen i 2013 for sin debut som dramatiker.

Anna Fiske er en prisbelønnet illustrator, billedbogsforfatter og tegneserietegner. Hun er oprindeligt fra Sverige, men har boet i Norge siden 1994. Anna Fiske har udgivet en række billedbøger med egne tekster, og hun har også været illustrator for andre forfattere og opdragsgivere. Hun fik nylig Kulturdepartementets illustrationspris for sit samlede bidrag til illustreret litteratur for børn og unge i 2014.