Josefine Klougart

Josefine Klougarts (f. 1985) tredje roman, Én af os sover, hører tematisk sammen med hendes første, Stigninger og fald (2010), for så vidt som de begge har samme landskab som ramme. Dog er landskabet nu sænket i sne og uigenkendelighed. Romanens ydre handling er en række sammenfaldende tab: jeg-fortælleren er blevet forladt af sin kæreste – ”den nye mand” – og rejser tilbage til forældrene og barndommens landskab. Men også det har mistet sit nærvær, og for at understrege alvoren viser det sig, at moderen er blevet alvorligt syg. Det sætter erindringer i gang, hvor tabet af en tidligere elsket – ”den afdøde mand”, som han kaldes, selv om han lever i bedste velgående – først nu kommer vældende med detaljeret smerte. Tabet opleves som en dobbelteksponering. Det ene lag af tab og sorg lægger sig oven på det andet.

Denne flerhed af tab og sorg bringer jeget ind i en depressiv tilstand, hvor hun indser, at det, der var tænkt som varigt og taget for givet som sådan: barndomshjemmet, landskabet, hvor opvæksten fandt sted, og nu senere – i det voksne liv – ikke blot ét kærlighedsforhold, men to, et længerevarende og et kortere, kompliceret, at alt dette, der skulle have været livets sikre holdepunkter, i nævnte rækkefølge, viser sig som midlertidige. Der er ingen trøst at hente i det flygtige. Jeget bebor midlertidigheden, fanget i det vinterlige landskab, der ikke vil kaste genkendelighed og mening af sig.

Fortælleteknisk eksponeres jeget ud i et hun (set fra jegets side) eller konkretiseres i et rum med figurer – hun og han – (set fra fortællingens side), hvilket kan udlægges som et tab af sikker jegfølelse foranlediget af tabet af sikkerhed i landskabet, kærligheden. Tilbage er en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet. I denne fortabelse overlever imidlertid en dyb poetisk opfattelse af billeders beståen: ”Der er en lille håndfuld billeder, jeg ikke bliver færdig med. Der er et hierarki af billeder, de er både kroppens og tankernes, følelsernes billeder; de slipper ikke” (p. 41). Og konkret får vi at vide: ”I toppen af mit hierarki ligger billedet af æbletræet med de lysende æbler” (p. 42). Dette billede – de røde æbler – dråber fra sorte grene – træet, der skærer sig kalligrafisk ind i vinteren – varieres bogen igennem som det nye holdepunkt, den poetiske tilknytning til verden.

Teksten jager ikke; den ønsker ikke, at læseren skal jage igennem den, men snarere styrte ned i den, forsvinde i den. Plotophævelsen fører til en meditation – en meditation, der er nøje tilrettelagt af kompositionen (den stadige tilbagevenden til ”landskabet”, der nu er ladet med tabsbetydning), som er bogens egentlige handlingsgang: ”et styrt mod: her står jeg” (p. 39). Metoden er en stillesidden eller ”stilleståen”, der overvældende befordrer sprogets nye viden, som et løbende ekko af tomhed og tab.

Et interessant sted i bogen hedder det om jeget, at det ”bladrer nogle sider tilbage i Duras’ Moderato Cantabile. Begynder herfra igen” (p. 230). Marguerite Duras hører med sin poetisk usagte antydningskunst til blandt de moderne – ikke mindst fransksprogede – forfattere, der igen og igen forfra har måttet undersøge muligheden for en ny roman. Hvordan finde et gyldigt udtryk hen over realisme, naturalisme og anden illusionskunst, en roman, der ikke foregøgler, at den kan gengive virkeligheden via en lineær, handlingsbåret prosa? 

Josefine Klougart arbejdede i sin første roman suverænt med kæder af sammenligninger og metaforer med lige vægt og eget liv, en billedsproglig sætten-tiden-i-stå, der svarede nøje til romanens barndomssituation. Denne metode forlod hun i sin anden roman, Hallerne (2011), til fordel for et kinesisk-æske-system af billeder, der nu i hendes tredje roman erstattes af en dobbelteksponering af enkeltstående billeder. Disse billeder er hver især smertefuldt tilegnet som jeg-fortællerens eneste bevarede og bevarende forbindelse tilbage til fortidens landskab – ”Kroppene husker som hundrede heste,” hedder det (p. 43) – og samtidig danner de den kunstneriske grobund for en slags fremtid i teksten, et fornyet håb for jeget om at finde et du, med hvem disse billeder kan deles.

Én af os sover er kølig på ydersiden i den sproglige og kompositionelle beherskelse, men i den brænder en voldsom ild: Livet står på spil, med store eksistentielle spørgsmål malet op: tab, mere tab, sorg, mere sorg, og indsigten i vilkårene for eksistens og kærlighed: midlertidigheden, hvori de bestående billeder findes – som i en sne. 

Lilian Munk Rösing, Asger Schnack