Kim Leine

Kim Leines store epos, Profeterne i Evighedsfjorden, er historien om den danske præst Morten Falck, der i slutningen af 1700-tallet rejser til Grønland. Herigennem udfoldes en beretning om den danske kolonialisering som et fuldstændig forrykt og meningsløst projekt. De danske embedsmænd forsøger at holde på magten og formerne, men plages af hjemve og resignation. Blandt grønlænderne ulmer sorgen og vreden, og nogle af dem griber kristendommen og de europæiske frihedsidéer som en inspiration til oprør mod kolonimagten.Men ud over at være en kritisk, historisk roman der minder os om at Danmark har en problematisk fortid som kolonimagt, er bogen en skildring af snavset som menneskets grundelement. 

Det første der sker for hovedpersonen da han i 1782 ankommer som ung student til København, er at han træder ned i rendestenen og får sin støvle ”gennemtrukken af en væske hvis bestanddele han ikke har lyst til at tænke på.” Det er kun den første i en lang række af mere eller mindre ækle væsker som gennemstrømmer Leines skildring af det danske riges københavnske centrum så vel som dets grønlandske periferi. Hermafroditsperm, ekskrementer, urin og sivende forrådnelse flyder ud af Leines kroppe i en lind strøm. De hvidpudrede 1700tals-parykker kravler af lus, men det er ikke kun ulækkert. 
Som ung student i København pendler Morten mellem lig og ludere, mellem obskure medicinske obduktioner i indvoldes iriserende skær og flygtig seksuel tilfredsstillelse i de porte og smøger og baggårde hvor prostitutionen driftigt florerer. Som ældre tandløs præst i Grønland er han nær den totale opløsningserfaring da han i en periode ”giver slip” og ligger og vælter rundt i sine egne ekskrementer på et strandet skib, mens hans præstekjole bliver ”skummende hvid af mug”. Meget sigende skildres denne opløsningserfaring som en nærmest religiøs erfaring af ”Altet”: ”Han mærker hvordan han vrikker sig ud af sin egen krop gennem de til rådighed stående kropsåbninger. Er jeg en del af Altet, eller er Altet en del af mig? Når jeg dør, flyder jeg så ud og blandes op med Den Store Suppe?”

En særlig snavsets erotik opstår når det snavsede møder det rene. Den mest erotiske scene indtræffer i romanens Grønlands-del da den hvidpudrede købmandsfrue omsorgsfuldt voldtages af den snavsede smed. Det lyder corny, men det er så delikat og detaljeret udfoldet i Leines sanse- og kropsnære prosa at det hæver sig over pornografisk plathed. Fantastisk er det øjeblik hvor smeden tager en bid af den fine frues kind, får munden fuld af pudder og råber ”pføj”. Her er det selve det rene, selve det der skal skjule snavset, der er blevet til snavset selv.
Det er som om menneskekroppen hos Leine er i en konstant opløsningsproces, hvad enten det er sved eller slim eller råddenskab der siver ud af den. Det forunderlige er at man som læser ikke bare brækker sig, men faktisk kan føle sig opfyldt af en vital glæde over at være lige så gennemtrukket af alt dette flydende fordærv som de skildrede 1700tals-eksistenser.

Det er denne forankring i en kropslig eksistens som er gjort af diverse former for udflåd, der er Kim Leines credo. Det er denne forankring der forener nutidens læsere med 1700-tallet, og danskere med grønlændere, i Leines epos. Derfor bliver Leines roman aldrig en forsimplet fortælling om de onde danske undertrykkere og de ædle vilde. Det bliver snarere en fortælling om at vi alle svømmer rundt i ursuppen. Og at det ret beset burde få os til at droppe ethvert kolonialiseringsforsøg.

Kim Leine har selv boet og arbejdet i Grønland i 15 år. Profeterne i Evighedsfjorden er hans fjerde roman.

Lilian Munk Rösing, Asger Schnack