Bruno K. Öijer: Och natten viskade Annabel Lee

Bruno K. Öijer
Photographer
Maya Eizin Öijer
Digte, Wahlström & Widstrand, 2014

vem var jag

ett namn kanske

en väg

ett regn i regnet

ett luftslott

där livet flyttat in

och gråtit ut

som ett barn träffat

av en ond dröm

(”Ett Regn I Regnet”, fra digtsamlingen Och natten viskade Annabel Lee)

Hvad betyder det at nedfælde en generations sjæl på papir? At være inde i og i et med tidens og omverdenens bevægelser og samtidig påberåbe sig kompromisløs integritet og uafhængighed? Man kan forstå digteren Bruno K. Öijers poesi som en generations sjælsbevægelser og hjerteslag. Den er på en gang uforanderlig og hele tiden i forandring.

Bruno K. Öijer er født i Linköping 1951, men har i mange år været bosat i Stockholm. Han debuterede i 1973 med digtsamlingen Sång för Anarkismen og har siden udgivet elleve digtsamlinger og en roman. Samlade dikter er også udkommet i flere udgaver. Derudover har han udgivet pladen Skugga Kommer (LP 1986, CD 1999). Hans seneste digtsamling har titlen Och natten viskade Annabel Lee (2014). Han har modtaget adskillige prestigefyldte priser, herunder Kallebergerstipendiet (1991), Carl Emil Englund-prisen (1991), Bellmanprisen (1999), De Nios store pris (2002), Erik Lindegrenprisen (2002), Doblougprisen (2010), Aniaraprisen (2012), Ferlinprisen (2013).

Han opnåede tidligt en stor berømmelse og fik læsere blandt unge intellektuelle, og blandt mennesker som søgte at udtrykke en ekstatisk tilgang til livet med rødder i både romantikken, den tidlige modernisme, den amerikanske beatkultur og rockmusik.

Der er et tæt slægtskab mellem Öijer og disse digtere. Han har dog altid forholdt sig selvstændigt til, og med en stadig større autoritet udvidet og befæstet, sit poetiske landskab som er barndom, erindring, en livsfølelse baseret på en stærk bevidsthed om livets skrøbelighed og sårbarhed. I Och natten viskade Annabel Lee kommer alt dette til udtryk på en gribende og stærk måde. Digtene er erindringer om mennesker, både de døde og de, der er ude af syne. Vi ser barnet i dets dobbelte rolle, som et udsat væsen og som en der kan gennemskue det værende. Det handler om smerte, lys, mørke, søgen efter identitet. I det store afsluttende digt "Alla Var Där" passerer luvslidte skabninger fra modernistgenerationerne gennem Café Vieux Cimetiére, hvor Poe igen og igen hvisker det samme navn, Annabel Lee Annabel Lee. Samlingen er en sammenfatning og et blik ud over et landskab, som viser sig på en ny måde. For efter den drømmende nat, som udgøres af digtsamlingen, kommer en ny dag, en ny verden.

Öijer har altid haft et meget stærkt sprogligt udtryk. Billedsproget er intenst, i de tidligere samlinger er det nærmest stroboskopisk, mens det i de senere er mere og mere koncentreret med en større vægt på hverdagen som et bærende element.

En læsning af Bruno K. Öijers værk viser, at han altid har været tro mod sin vision om en brændende poesi, og at han også har været i stand til at udvikle og intensivere den. Han har ladet den følge sin egen livsbane, sin egen sjæl og andres rejse for at skabe et sandt og gribende digterisk værk.