Helle Helle: Hvis det er

Helle Helle
Photographer
Sofie Amalie Klougart
Roman, Samleren, 2014

Helle Helle har siden 1993 begejstret sine læsere med romaner og noveller, der med få ord formår at male subtile portrætter af upåfaldende eksistenser. Helle Helles karakterer og fortællere er fåmælte, men hver sætning er helt præcis. Hun skaber et helt særligt, på én gang humoristisk og omsorgsfuldt, blik på sine personer og deres tilsyneladende banale liv, og en opmærksom lydhørhed for hvert af de få ord i deres tale.

Hvis det er er en rammefortælling, og rammen er mere dramatisk end vi er vant til hos Helle. Fra første side befinder vi os i de store jyske skove, og jeg-fortælleren er faret vild: ”Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko.”

Bare det lille ”såkaldte” skaber den opmærksomhed på sproget, den lille distance som også er en ny nærhed, til et helt almindeligt ord, så vi både klukker lidt og spidser ører. Også jegets eget fortællende sprog gøres diskret til genstand for opmærksomhed: ”Brug ikke ordet ikke så ofte” står der selvmodsigende efter mange gange ”ikke”. ”Men, men, men” står der, efter fortælleren tre gange har indledt en sætning med ”men”.

På den måde skaber Helles prosa samme forhold til ordene som til personerne: de er både komiske og elskelige, vi både morer os og er bevægede over deres kejtethed, utilstrækkelighed, betydningsfulde meningsløshed.

Fortælleren er ikke faret vild alene, fra første side står der en kvinde på skovstien, iført pandebånd, hoftebundet træningsjakke, tyggegummityggende. De to slår følge, og hurtigt udvikler situationen sig meget kritisk: Brændende vabel, uigennemtrængeligt mørke, isnende kulde, ingen mobildækning, ugleskrig, den fjerne lyd af en ambulance. Forkomne og forslåede kravler de to vildfarne under efterladte tæpper i et shelter, og så sker der det som er sket siden Boccaccios Decameron: i undtagelsessituationen begynder nogen at fortælle. Hvem denne ”nogen” er, er ikke helt klart: Subtilt og umærkeligt glider vi fra dialog mellem jegfortælleren og kvinden, til at der fortælles om kvindens fortid i tredje person. Vi kan tænke os det som en slags indirekte tale, som noget kvinden fortæller sin medvildfarne mens de ligger i den mørke kolde skov og forsøger at holde varmen.

Lige så dramatisk rammen om fortællingen er, lige så udramatisk er den selv: Kvinden bor som ung i kollektiv, flytter derfra med en uforløst forelskelse i bofællen Christian, som hun efter en årrække som single genforenes med på et marked i Hamborg. Så blomstrer hun som Christians kæreste, talentfuld medarbejder i hans forældres møbelforretning og papmor for hans søn. Nu arbejder hun i sin gamle ven Torbens tøjbutik på hovedgaden i en lille jysk provinsby. Det er det hele. Men, men. Nu er det jo ikke hvem som helst, der fortæller historien. Det er Helle Helle. 

Med fokus på detaljer, ikke mindst de akavede, lykkes det Helle at fremstille uforglemmelige stemninger fra dette tilsyneladende forglemmelige liv. Alt det snavsede frokost-service kvinden lader hobe sig op i skrivebordsskuffen i sit første job som (uduelig) kontordame. Kollektivet hvor de griner og griner, som bolværk mod det triste erhvervsarbejde. De gule og brune mosaiksten på badeværelsesgulvet, den størknede yoghurt i køleskabsdøren, fyren der til en fest pludselig står med en håndvask i favnen, fordi han i beruset overstadighed har villet vaske sine fødder i den. Det ikke helt vellykkede forsøg på at hvidmale vægbeklædningen af kirsebærfinér i lejligheden i Svenstrup (”Hun har ingen anelse om, hvad hun ville i Svenstrup”). Kærlighedslykken med Christian og papsønnen Buller indfanget i en banal lørdagsmiddag: ”Om aftenen spiste de oksesteg med kartofler. Hun sad længe med hver mundfuld rødvin i munden, den var så rund og mørk.” Kærlighedens tilbagetrækning: ”Til jul fik hun en clockradio af Christian”. Umærkeligheden, hvormed kærligheden glider fra strålende forelskelse til afstand og irritation.

 Jegfortællerens køn er i starten uvist, det skal det have lov til at være. Slutningen, både på rammefortællingen og den indrammede, er uvis, det skal den have lov til at være. Forfatteren er død, kvalt i en hårnål (det siger i hvert fald et barn mod slutningen), det skal hun have lov til at være. Kvinden er 38 år, der er 38 kapitler, i kapitel 31 optræder titlen i en replik, som man skal unde sig selv at læse frem til: ”Du kan låne mit pandebånd, hvis det er”.

Når man læser Helle Helle, kan man få lyst til at flytte ind i hendes prosa og bare blive der, betragte menneskene på dén måde, lytte til deres fåmælte tale med dén opmærksomhed, dele deres skæve erindringer om tilsyneladende meningsløse detaljer. Det er ordknap, dybdevirkende prosa.