Karin Erlandsson: Minkriket

Karin Erlandsson
Photographer
Emilia Bergmark-Jiménez
Roman, Schildts & Söderströms, 2014.

Mink lugter dårligt, men de lugter også af penge.

Meget af Karin Erlandssons roman, Minkriket, handler om hvordan man balancerer mellem følelsen af ubehag og drømmen om økonomisk sikkerhed. Romanen er Ålands kandidat til Nordisk Råds litteraturpris.

Erlandsson (født 1978) er til daglig kulturredaktør på avisen Nya Åland i Mariehamn. Hun kommer oprindeligt fra Österbotten. Handlingen i hendes debutroman, som af flere anmeldere beskrives som en litterær sensation, foregår omkring den lille by Nykarleby.

Minkriket er på overfladen en realistisk fortælling om, hvordan minkavl i løbet af et par årtier udvikles til et centralt erhverv på landet i Österbotten. Når efterspørgslen på pels øges, kan minkavlerne se hvordan pengene strømmer ind, og pludselig oplever de en rigdom, som de hidtil kun har kunnet drømme om. Men alt styres af konjunkturerne, og når de svækkes står minkavlerne uden sikkerhed. Og desuden retter miljøbevægelsen, ikke mindst de ekstreme såkaldte ”rævepiger”, i højere grad deres angreb mod det, som store dele af offentligheden oplever som dyreplageri. Minkavl bliver dermed også et moralsk spørgsmål.

I centrum for romanen står en familie som bygger hele sin velstand på minkavl. Faderen Evert er risikovillig, og sønnen Lars-Erik forvalter kapitalen så godt han kan. Men er der udsigt til, at den tredje generation tager over?

Der er stærke spændinger i familien. Lars-Eriks kone, Kristina, vænner sig aldrig til minkenes stærke lugt og til en tilværelse som styres af arbejdsbyrden på farmen. Hun plages af de knuste drømme om et andet liv, mens datteren Tanja står for oprøret mod konventionerne i det lille samfund.

Karin Erlandsson har skrevet en rigt struktureret og sprogligt gennemarbejdet roman. Den er fuld af dufte, anelser og forventninger som konfronteres med virkelighedens sociale krav. Skildringen af livet på landet er ikke romantiserende. Bag alvoren bryder en tør humor ofte frem i dialogerne, som får karakter af en besværgelse mod hverdagens hårde vilkår: "Huvudet upp och fötterna ner".

Menneskenes og minkenes parallelle verden skildres på fremragende vis, og til sidst er man ikke så sikker på, hvem der er den dominerende, og hvem der er den undertrykte. Forsidebilledet, som viser mink klædt i meget menneskelige dragter, fremhæver romanens centrale tematik på en fængslende og udfordrende måde.