Kristine Næss: Bare et menneske

Kristine Næss debuterede med digtsamlingen Obladi i 1996, og har siden udgivet endnu en digtsamling, fire romaner, en samling fortællinger og en poetik.

Årets roman, Bare et menneske, kombinerer en krimigåde fra mediekulturens tid med originale portrætter af kvinder gennem tre generationer. Rammen er genkendelig. En ung kvinde meldes savnet i et kvarter i det vestlige Oslo, og der sættes en stor eftersøgning i gang. Forfatteren Bea Britt, som er i halvtredserne, er vant til at holde en vis distance til sine omgivelser. Hun bor i en arvet villa, men nu kommer verden tættere på hende. Fra sidelinjen følger læseren den dramaturgi sagen får i medierne, men også den forvirring, der opstår, når mistanken retter sig mod Bea Britt.

Bare et menneske handler dog kun i begrænset udtrækning om denne krimigåde. Romanens originalitet ligger nærmere i, hvordan den skildrer de liv, der fortsat leves, hvordan hverdagens begivenheder følger den ydre dramatik. Men også i hvordan de liv, som allerede er levet, finder deres ekko i de senere generationer, og hvordan de valg, som former menneskers liv også handler om individuelt mod ved siden af de sociale vilkår.

For Bea Britt er ikke den eneste hovedperson i romanen. Efterhånden møder vi også en stemme fra en helt anden tid, hvor man taler om at gå til huslægen for at snakke om sine ”nerver”. Vi er i det samme hus i Oslo vest, men nu i 1940’erne, hvor Cessi, Bea Britts farmor, kæmper med at finde mening i livet som hjemmegående husmor. Hendes foragt for ægtemanden Hartvig giver genlyd fra andre skildringer af begrænsende dukkehjem, og den detaljerede beskrivelse af tiden fører tankerne hen til en historisk roman. Det er alligevel den psykologiske skildring som skiller sig ud. Et portræt, som er både indlevende og udleverende på samme tid.

Som et kontrapunkt fortælles også historien om Beate, som er Bea Britts venindes datter, og hendes teenageliv i et nutidigt Oslo. Næss formår at give en unik stemme til hver af de tre kvinder, og de forskellige tider og normer skinner klart igennem i stilen i hver fortælling. Relationer og seksualitet bliver udforsket i de tre kvinders historier, uden at det generationsmæssige greb virker konstrueret i forhold til at vise et bestemt historisk udfald.

Frasen ”bare et menneske”, som romanen henter sin titel fra, gentages flere gange. Cessi siger for eksempel, at hun ”bare er et menneske” som et forsvar for at hun ikke kunne være en bedre mor for sin søn, som hun sender af sted hjemmefra. Med en kombination af selvhævdende indsigt og undersøgende bekendelser hævder hun på karakteristisk facon, at ”Jeg er for svak til å bære min egen styrke.” Romanen stiller spørgsmål ved vores forklaringer, bevæggrunde og motiver, også dem vi bare sætter op for os selv.: Er erkendelsen af, at man bare er et menneske en indsigt i livets sårbarhed og grænserne for vores erkendelse? Eller kan den grad af udsathed man påberåber sig tværtimod være en sovepude, et værn mod handling og erkendelse?

Isolation er et centralt tema i romanen, og temaet behandles uden enkle svar. Er isolationen konstruktiv eller destruktiv? Er den selvvalgt, eller har nogen taget valget for os? De tre kvinder fremstår særegne og individuelle, deres livsvalg synes hverken oplagte eller definitive, og samtidig er de tilsyneladende også formet af deres tid. Men det er primært den overraskende vinkling, den skæve tilgang til hverdagsagtige erfaringer, som udgør romanens særpræg. Dette gør sig også gældende i Næss’ forfatterskab generelt. Sådan lyder det for eksempel, når Bea Britt gengiver en tur til IKEA:

"Vi lette etter ting, men fant dem ikke, skulle velge, men greide ikke, likevel måtte vi, vi måtte ha med oss noe hjem. Når vi var nær ved å stupe gikk vi til kafeen, og det var da det kunne skje, mens vi satt overfor hverandre ved bordet og dekket de mest basale behovene for mat, drikke og hvile. At vi følte. At følelser vellet opp, og det i seg selv fremkalte tårer, det skyldtes det indre trykket, at vi endelig fikk uttrykt oss, plutselig trådte vi fram for hverandre, nesten fullendte, i alle fall overraskende flerdimensjonale."  

Bare et menneske består av tre meget individuelle og lige så sammenflettede historier, som til sammen giver os et overraskende og flerdimensionelt blik på de liv, vi lever, og hvordan vi fremtræder som mennesker for hinanden.