Pia Juul: Avuncular. Onkelagtige tekster

Pia Juul
Photographer
Karolina Zapolska
Digtsamling, Tiderne Skifter, 2014

Hvorfor er der kun onkler og tanter i Andeby, hvad kendetegner monsieur Hulot i Jacques Tatis Mon oncle, og på hvilken måde var Dan Turèll onkelagtig som onkel Danny? Hvis man ikke tidligere har undret sig over ”det onkelagtige”, bliver man inviteret til det i Pia Juuls seneste digtsamling Avuncular.

Pia Juul har siden sin debut i 1985 markeret sig som en af sin generations betydeligste danske lyrikere, samtidig med at hun som genreeksperimenterende prosaist har betaget et stort publikum med sine romaner og noveller. Hendes niende digtsamling, Avuncular, griber fat i et fænomen, som alle kender – onklen i konkret forstand, men også ”det onkelagtige” som en relation, der er lige så elementær, som den er omsiggribende. Ordet optræder i samlingens undertitel som en selvlavet genrebetegnelse, ’’Onkelagtige tekster”. Dens omslag er prydet af en collage, der omfatter private fotografier af forfatterens formodentlige onkler, men også portrætter af andre danske forfattere, Thomas Kingo, Jeppe Aakjær, Carl Ewald, Jørgen Gustava Brandt og Dan Turèll, der befinder sig i selskab med Cary Grant, Frank Sinatra, Diana Ross og Uncle Sam.

Hvad har de til fælles? Jo, at de sætter billeder på onkelskikkelsen, mens samlingens blanding af prosa og poesi stræber efter at sætte ord på, hvad det ”onkelagtige” kan siges at være. Den indleder med at opfordre læseren til at slå op i en ordbog – og slår så alligevel selv straks over i en ode til det onkelagtige, for ”onkel er fjernt fra alle opslag / en længsel efter et trygt øjeblik i en / barndom men ikke en person det er en / tilstand i ordet, måske i o / måske i bogstavet o som udtales å. Oh. Åh. Oh du onkel. / Oh min onkel. Åh ånkel”.

Apostroferne er sigende for den humoristiske besyngelse af onkelfølelsen, som er et hovedanliggende i Avuncular. Omgående breder digtsamlingen ”det onkelagtige” ud som en egenskab uden bindende grænser af hverken biologisk, kønslig, juridisk eller leksikalsk art. Snarere er det en lyd af hengivenhed og en afrundet følelse af tryghed, som findes i sproget – også i Juuls eget sprog med dets onkelagtige ekkoer af poetiske forgængere. Afvigende fra den patriarkalske logik, hvor vægten er lagt på magt, ansvar og konkurrence, tilbyder det onkelagtige et helle og en uforpligtende samhørighedsfølelse for jeget i digtene.  

Selve ordet ”onkelagtig” er et lighedsadjektiv, et approksimativ, der i sig selv angiver et af samlingens digteriske principper, at afsøge og tilnærme sig ”det onkelagtige”, blandt andet ved at imitere det, men også ved at negere det. Onkelfølelsens fristed står i modsætning til ”uhyggestederne”. Dem er der mange af i digtsamlingen – i form af krig, skyttegrave, terrortrusler og ”selvmordsforsinkede” tog, der forårsager uro og rastløshed.

De rumlige sonderinger afløses til sidst af betragtninger over det tidsperspektiv, som onkelrelationen bærer på. Figuren står også for den følelse af forgængelighed, som følger med overgangen fra at have en onkel til selv at være onkel eller onkelagtig. Følelsen rammer jeget i det afsluttende erindringsdigt, hvor det onkelagtige forvandler sig til en slags stafet, der gives videre mellem generationerne: ”Husk dine onkler. Husk dine børn. Husk dine børn især, / som børn, de forsvinder. Men onklerne forsvinder først. / Og pludselig er man det selv. En onkel, flink og rar og rummelig og af en gammel verden (…) Nu er det mig der siger Hvor er du løbet i vejret, niece. Og mig der siger til / konfirmanden at han er blevet begavet da jeg ser gavebordet”. Med kendelig selvdistance giver jeget de onkelagtige almindeligheder betydning, som besværgelser og som sproglige sokler for en skrøbelig orden og et tilbud om en slags trøst.

Blandt onklerne på omslaget er Pia Juul selv portrætteret. Og fra først til sidst fungerer onkelfiguren som en eminent maske for forfatteren, der med afvæbnende afstand og formidabel sprogbevidsthed undersøger ”det onkelagtige” – som en følelse og som et kult(ur)fænomen, der er lige så universelt, som det er overset. Hendes følsomhed bliver aldrig sentimental, og hendes kynisme bliver aldrig til hårdhed og kulde. De brydes og skaber et originalt poetisk rum, hvor de største livstemaer – aldring, død og udsathed – kan komme på tale uden det mindste anstrøg af opstyltethed.