Carina Karlsson: Mirakelvattnet

Fra sundet høres klokkeklang. En gang, da onde tider truede, blev kirkeklokkerne kastet i vandet, for at de ikke skulle falde i fjendens hænder – og nede fra dybet taler de til de nye generationer.

De nedsunkne klokker er toneangivende i Carina Karlssons roman ”Mirakelvattnet”, som er selvstyreområdet Ålands kandidat til Nordisk Råds litteraturpris 2016.

Karlsson, født 1966, har efter en række digtsamlinger etableret sig som en af den ålandske litteraturs stærkeste stemmer – en stilsikker digter, som lader naturbillederne gestalte en eksistentiel problematik. Det lyriske anslag sætter også sit præg på hendes første store prosasatsning.

Fortællingen ”Mirakelvattnet” er dybt forankret i ålandsk historie, i den bygd, hvor forfatteren har boet hele sit liv, men adskiller sig i høj grad fra den konventionelle folkelivsskildring. Den udspiller sig i slutningen af 1800-tallet og 1900-tallets første årtier. Hovedpersonen hedder Johanna. Hun er en husmandspige, som gifter sig med bonden Gustav på den store gård Löfvik i Sunds sogn. Fra fattigdommen løfter hun sig til velstand og magt. Men det betyder ikke, at hendes liv et præget af tilfredshed. Johanna er et kompliceret individ, som konstant veksler mellem tryghed og ensomhed. I barndommens verden fremtræder den elskede farfar, sogneskrædderen, som kastede hende op mod himlens lys. I nuet farves hendes sind af protest, af angst og af afsavnet af kærlighed.

Som ung pige på gården er hun medskyldig i en lille piges død, da isen på sundet brister. Billedet af det mørke hul, der åbner sig i hvidheden, bærer hun med sig for altid. Livet bliver en øvelse i at udholde.

Portrættet af Johanna er helt blottet for smiger. Hun er stædig, hård, og ikke uden usympatiske sider. Men man følger hendes vej gennem livet med bankende hjerte.

Rent sprogligt inkorporerer Carina Karlsson dialektale vendinger i teksten på en meget vellykket måde. Den beskrivende prosa får selskab af lyriske afsnit, hvor mennesket og hendes landskab flyder sammen i vandets tegn. Stemningsmæssigt er der ikke langt til Selma Lagerlöfs mytiske fortællinger eller den magiske realisme.

På Åland er ”Mirakelvattnet” allerede blevet lidt af en kultroman. Der arrangeres velbesøgte vandreture på egnen, hvor hændelserne udspiller sig, med forfatteren som guide.

Det dokumentariske møder fiktionen, digt og virkelighed forenes, mens klokkerne kimer i Kyrksundets dyb.

Gustaf Widén