Sabine Forsblom: Maskrosgudens barn

Sabine Forsbloms anden roman, Maskrosgudens barn, er et frejdigt fortalt kludetæppe af historier, som kredser omkring pigen Betinkans opvækst i en arbejderfamilie i den østnylandske by Borgå i 60’erne og 70’erne. Under den muntert snakkesalige overflade har romanen en hård og desillusioneret kerne. Sabine Forsblom har ikke bare skrevet en udviklingsroman, men også udført et socialpsykologisk studie af ondskabens mekanismer og en nærmest sociologisk kortlægning af Betinkans brogede verden af familie, venner og naboer.

Sabine Forsblom (f. 1961) debuterede i 2004 med romanen Maskrosguden (Mælkebøtteguden). Den blev betragtet som et sjældent gennemført første værk og blev af Svenska Litteratursällskapet belønnet med en pris. Romanen, som nu er nomineret, er ligesom debuten skrevet på kraftig dialekt og udspiller sig i den samme finlandssvenske arbejderklasse i Østnyland.

Forsblom har i et interview citeret Charlie Chaplins ord om livet: ”På afstand er det komisk, men på nært hold er det tragisk”. I hendes roman skifter afstanden pludseligt og uden forvarsel. I lange passager griner man sammen med den spotske fortæller ad menneskenes indbildskhed og forfængelige længsel kun for i næste øjeblik at mærke et jag af medlidenhed med Betinkan, som vågner nøgen på et koldt gulv og har tømmermænd. Fortælleren har flere forskellige strategier til at skabe distance og holde smerten på afstand. Hun taler indirekte om sin hovedperson, ”hun, som hed Betinkan”, og udraderer hende af og til fuldstændig som subjekt. ”I en seng i et rum tændes en lille lommelygte under et lille tæppe”. At Forsblom i bogens sidste scene kommer så tæt på den vildfarne pige, at hun skriver: ”Her er jeg,” må betragtes som en arbejdssejr.

Betinkans tilværelse er præget af druk og mobning, fattigdom, sygdom og smuds, men der findes også tilflugtssteder såsom biblioteket, morforældrenes varme hjem og stalden for udtjente heste. Der er meget, der minder om elendigheden hos Susanna Alakoski, men Forsbloms personer har en helt anden selvforståelse og forankring. Og frem for alt har de ordet i deres magt. De skriger, brøler og kaster sig ud i lange svadaer, men de kan også fortælle historier og læse eventyr. Fra dem har Sabine Forsblom arvet evnen til at ”pausere, frasere og frisere”, og hun har formået at skabe et farceagtigt og kærlighedsfuldt litterært svendestykke. Oven i købet får læseren, takket være ordlisten til sidst i bogen, et grundkursus i østnylandsk dialekt og kan udvide sit vokabular med nyttige ord som: halunkar – halvvoksne unge mænd, som er temmelig langt fra at opfylde kriterierne for at være svigermors drøm, pletuga – barnlige og snåte – området ved næse og mund.