Sørine Steenholdt: Zombieland

Sørine Steenholdt
Photographer
Ulannaq Ingemann
Novellesamling

De unge er for alvor på banen i den grønlandske litterære verden, og det er vel at mærke med velskrevne, tankevækkende, nutidige og samfundskritiske bøger som fænger læseren og fører dem ind i en verden som mange hidtil kun har kunnet ane.

I Zombieland føres man ind i en underverden af alle de følelser som en hård opvækst med omsorgssvigt og alkoholmisbrug har affødt. Ingen følelser er glemt, og man kommer ud i alle afkroge af de formørkede områder i hjernen som en alkoholiseret og afmægtig forælder har forårsaget hos det lille barn. De er fortalt i en ramme af 10 noveller, velskrevne, vrede, magtesløse og til tider så præcise, at man kan fornemme den kvalmende lugt af mange dages druk i hjemmet. Barnet kommer i en zombietilstand, ind i zombieland. Men bevarer sin iagttagelsesevne.

Og, ja, hvad er virkelighed og hvad er fantasi? At formå at bruge sine oplevelser fra den virkelige verden og sætte dem ind i en fiktion hvori forskellige roller udspiller sig er en kunst som forfatteren Sørine Steenholdthar formået. Hun har her med sin første bog vist os hvad samfundets skyggeside bærer i sig og at samfundet omkring barnet på ingen måde kan lade som ingenting og unddrage sig et ansvar for at gribe ind. Hvis ikke forældrene magter deres opgave, skal samfundet tage over. Præcist ramt og beskrevet.

Med denne motivation nominerer Grønland Zombieland af Sørine Steenholdt til nordisk litteraturpris 2016.