Handlinger tilknyttet webside

Ann Jäderlund

Djupa, kärlek, ingen. Dikter 1992–2015. Digtsamling, Albert Bonniers förlag, 2016.

Fotograf
Ulla Montan

Djupa, kärlek, ingen (”Dyb, kærlighed, ingen”, ikke oversat til dansk) er resultatet af en mere end tyve år lang poetisk undersøgelse af kærligheden og ensomheden, kroppens sanselighed, dens nydelse og smerte. Ann Jäderlund har sammenflettet tolv digtsuiter skrevet mellem 1992 og 2015 til en subtilt sammenhængende helhed som kredser om den iboende negation i den dybe kærlighed – at elske dybt er at elske ingen, at elske inderligt er at være ensom. Det er en poesi som på samme tid er skrøbelig og stærk, mystisk og indbydende. Sine steder er den brutal, men den er altid enestående smuk.

Ann Jäderlund er visuel poet, og også her spiller øjet og synet en central rolle. Ligesom vandet, træerne, lyset og farverne (især hvid, dødens og livets farve) gør det. Jäderlunds poesi er dybt forankret i den fysiske verden, og hun filtrerer den først og fremmest via synssansen. Også kærligheden er her genstand for betragtning: ”Du är okänd / men jag / ser dig”. I flere af digtene optræder moren og barnet. En voldsom oprindelig kærlighed som opstår i det øjeblik de rækker ud efter hinanden med blikket. Sådan er blikkets kraft. Det forandrer alt det strejfer på sin vej, at se er at røre. Sådan er det naturligvis også med sproget, som er menneskets sjette sans.

Ann Jäderlund har altid haft en særpræget stil og form, ikke mindst når det gælder tekstens visuelle dimensioner. Hun benytter sig hyppigt af både kursiveret og spærret skrift, måske for at understrege tekstens kvaliteter som netop tekst. Læseren må ikke glemme at tekst også er materie, men af en helt særlig slags – digtene er en dunkel konstruktion som aldrig til fulde kan skilles ad eller afmystificeres, Men det er i Jäderlunds tilfælde en form for åben mysticisme som om hun siger: Her er ordene. I kan gøre med dem hvad I vil.

At Djupa, kärlek, ingen er skrevet over en lang periode viser sig i de tolv suiters skiftende form og fokus. I suiten Synen er sproget tykt. Den rummer alle mulige og umulige nuancer af hvidt malet med brede og tunge penselstrøg. En Narkissosdikt er rytmisk, hypnotisk og cirkulært, Ginstfläckar skuren is er stramt og elegant. I flere suiter uden titel skriver Jäderlund en listende, fin naturpoesi med sørgerand, i Repulsion Polanski og Kantele till Stina Aronson bearbejder hun indtryk fra film og litteratur. Et fællestræk for hele samlingen er dog den kolossale kraft som vibrerer i hvert eneste digt. Det er en kraft der opstår der hvor mismod og livsglæde støder sammen.

Ann Jäderlund debuterede i 1985 med den fragmentariske digtsamling Vimpelstaden og har siden da gang på gang befæstet sin stilling som en af Sveriges mest særegne nulevende poeter. Ud over adskillige digtsamlinger og to børnebøger har hun oversat digte af Emily Dickinson i det roste værk Gång på gång är skogarna rosa (2012). Jäderlund var også nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2010 for sin digtsamling Vad hjälper det en människa om hon häller rent vatten över sig i alla sina dagar

Djupa, kärlek, ingen var nomineret til Augustpriset 2016.

Kontakt

Louise Hagemann
Telefon: +45 21 71 71 41
E-mail: