Guðmundur Andri Thorsson

Og svo tjöllum við okkur í rallið: bókin um Thor (”Og så trille, tulle, ruller vi”, en svær titel at oversætte) handler om Thor Vilhjálmsson, en af Islands mest prominente og avantgardistiske forfattere i det 20. århundrede. Thor Vilhjálmsson (1925–2011) modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1988 for romanen Glødende mos.

Men her er der ikke tale om en biografi men end bog, hvor der tolkes ud fra erindringer og indtryk. Guðmundur Andri finder fotografier af sin far, breve og papirer fra hans arkiver, kigger rundt i hans kontor fyldt med bøger og blade, hvorved al slags associationer opstår. Dels forsøger han at undgå glemslen, at holde fast i de minder, der snart forsvinder for ham, ind i lyset, som han selv udtrykker det.

Han fortæller hvordan han som barn sad på skuldrene af sin far, som var ligesom en ”velvillig kæmpe” i drengens tjeneste. Men her ønsker forfatteren at koble tilbage til savnet, den store krafts forsvinden fra hans liv. Samtidigt lægger han ikke skjul på, at Thor godt kunne være vanskelig og stille store krav til sine omgivelser. Han var temperamentsfuld, polemisk og stikken – hans værker, der var i stil med Europas modernistiske litteratur, mødte ikke stor forståelse. Thor var en sand europæer, som beundrede fransk og italiensk kultur, litteratur og film, en verdensborger i et ganske snæversynet land.

Man kunne skrive en stor biografi om Thor og hans rolle i kulturlivet, hans tro på kulturens værdi, hans storslåethed og pompøsitet, de pennefejder han deltog i, hans digteriske eksperimenter – som ikke altid lykkedes lige godt. Men det er ikke denne bog. ”Og så trille, tulle, ruller vi” er en personlig bog, oprigtig, som viser os et fællesmenneskeligt savn efter vores ophav, barndommen – i teksten oplever vi det vendepunkt, hvor vi begynder at indse at vores forældre er langt fra fejlfrie. Guðmundur Andri har skrevet et hengivent og kærligt portræt af faderen uden at beskytte ham synderligt. Han fortæller om hans fejl; det har ikke altid været nemt at være søn af en mand, der fyldte så meget.

Portrættet af forfatterens mor, Margrét Indriðadóttir, er uforglemmeligt. Som en af Islands førende journalister og nyhedschef hos Islands Radio havde hun også den opgave at skabe forfatteren et spillerum til at skrive, tilgodese hans behov, maskinskrive hans manuskripter, stå for husholdningen. Samtidigt med at være en højtbegavet og fuldtidsarbejdende kvinde skulle hun begunstige sin mands påståede genialitet.

Guðmundur Andri Thorsson blev født i 1957. Han er en af det islandske sprogs suveræne stilister. Hans magt over sproget er uden sidestykke, få kan skrive så harmonisk og elegant en tekst som ham. Selve prosaen er som regel en fest, uanset hvilket emne Guðmundur Andri skriver om. Hans stilistiske snilde har aldrig udfoldet sig bedre end i denne bog. Den er ikke lang men tætbygget og indholdsrig.

Guðmundur Andri har udgivet syv romaner, men hans nyeste værk fra 2016 er en samling haikudigte. Derudover har Guðmundur Andri skrevet ganske skarpe essays om litteratur, redigeret litteraturtidsskriftet TMM, og ikke mindst kendes han for klummer om samfundsanliggender, som han har skrevet i mere end 20 år. Som forfatter er han en aktiv samfundsdebattør og vægrer sig ikke ved at tage stilling.