Handlinger tilknyttet webside

Henrik Nor-Hansen

Termin. En fremstilling av vold i Norge. Roman, Tiden Norsk Forlag, 2016.

Fotograf
Nina Kristin Nilsen

Henrik Nor-Hansen (født 1967) er fra Stavanger og debuterede med romanen Krater på krater i 1996. Debutromanen fik meget opmærksomhed, men det afholdt ikke forfatteren fra at skifte genre og udgive fem digtsamlinger i løbet af 00'erne. I de senere år er han vendt tilbage til romanen, og Termin er således Nor-Hansens tredje roman siden 2012 – efter En redegjørelse for reisestipendet 2010 og En kort evaluering av psykososialt stress.

Ligesom de to foregående bøger er Termin en kortfattet beretning præget af en distanceret fortæller og en udpræget bevidsthed om hvordan sprog, psyke og social kontrol hænger sammen. Nor-Hansens projekt udmærker sig ved at være et af de mest originale og selvstændige værker i nutidens norske litteratur.

Hovedpersonen, voldsofferet Kjetil Tuestad, bor på Hommersåk i Rogaland som er en region der mere end nogen anden er blevet påvirket og forvandlet af oliealderen i Norge. Livsskildringen indledes med at han udsættes for vold, en handling som gør ham til et offer. Herefter fortsætter fortællingen gennem en periode på næsten 20 år – og det selvom romanen har et ret beskedent omfang. Der tegnes et billede af et ensomt, fragmenteret og pinefuldt liv. Bevægelserne i økonomien og arbejdslivet bliver registreret og opsummeret med samme nøgternhed som de sporadiske tilfælde af vold i nærområdet. Kjetil Tuestads liv i denne periode – både de fjerne og/eller flygtige private og professionelle relationer samt kontakten med forskellige institutioner – beskrives i et diagnosticerende sprog som lægger sig tæt op ad logbogen, rapporten og journalen. Fortælleren er da også anonym. Alt er blot navnløst, registrerende og bureaukratisk sprog. Intet fortolkes eller menes uden at alle nødvendige forbehold er taget. Det "må have været" sådan eller sådan. Kjetil Tuestad ”mener at have” følt eller oplevet ting.

Nor-Hansen opnår på denne måde at skabe tvivl om hvad selve volden består i. For den konkrete vold der gengives, hvor "blind" og vilkårlig den end måtte fremstå, kunne let have været beskrevet på en anden måde, som noget andet i en anden kontekst. Vold findes jo altid. Den kan tages til indtægt for nærmest hvad som helst. Det geniale med Termin er derfor ikke at den socioøkonomiske udvikling i Stavanger-regionen kobles sammen med forekomsten af vold, men hvordan distancen i selve sproget og fortællingen efterhånden begynder at fremstå som voldens ophav – og endda som selve volden. Dette liv kunne uanset begivenhederne have været noget helt andet i et andet sprog. Med et andet "modtageapparat". Man kan få indtryk af at registreringen af Tuestads liv i social- og sundhedssektorens bureaukratiske og helgarderede termer først og fremmest finder sted for at holde offeret på afstand – ikke for at hjælpe hverken ham eller nogen andre til en større indsigt i hvorfor ting sker.

Det sprog som vi her er overladt til fremstår dermed også indirekte som en kulsort afvisning af romanens krav om at kunne modificere og relativere et sagsforhold. I Termin bliver selve ambivalensen, tvivlen og usikkerheden – begreber som ofte har en positiv værdi i litterære sammenhænge – skævvredet. Usikkerheden og modifikationen bliver et redskab for det anonyme overgreb. Gengivelsen af det som sker med Kjetil Tuestad udgør dermed en egen form for vold i kraft af relativeringen og fraskrivelsen af ethvert ansvar. Mediet er i sandhed budskabet.

Kontakt

Louise Hagemann
Telefon: +45 21 71 71 41
E-mail: