Handlinger tilknyttet webside

Johanna Boholm

Jag är Ellen. Prosalyrik, Schildts & Söderströms, 2016.

Fotograf
Martin Nyberg

I hvert individ pulserer tiden ligesom rytmen af fuglevingers flugt.

Ud fra denne følelse, en slags tidløs indsigt, skaber Johanna Boholm sin prosalyriske fortælling Jag är Ellen som er Ålands kandidat til Nordisk Råds litteraturpris 2017.

Johanna Boholm (født 1976) bor i Jomala på Åland og debuterede i 2013 med den originale prosabog Bygdebok som fik strålende anmeldelser og blev nomineret til den nordiske pris. Hun er en usædvanlig stilist som opbygger en fortættet stemning med få ord. Intet er selvfølgeligt i disse tekster hvor handlingen underordnes ordenes nuancer, og det gådefulde og flertydige stiller krav til læseren men inviterer samtidig til et fællesskab. Har man først bosat sig i sproget, vil man ikke forlade det.

I Jag är Ellen træder to kvindelige figurer frem: den nutidige Johanna og den fortidige Ellen. De spejles i hinanden i en dialog over mentale grænser, mens de drages mod jordiske urformer som symboliseres af det skrøbelige æg, altings begyndelse. Inde i Johanna suser tiden som en buldrende sang. Hun erindrer en flugt. Men fra hvad? Hun forsøger at komme på sporet de fjerne oplevelser gennem et kursus i slægtsforskning. "Du skal skrive en snørklet vej ud af alting", siger kursuslederen.

Det meste handler om forvandlinger. Nutid og fortid flyder sammen, menneskeskæbner flettes ind i hinanden, kvinderne får fugleagtige træk mens fortællingens eneste maskuline figur, Boholmsmannen, ligger død i mosen for så på mirakuløs vis at rejse sig igen. Johanna og Ellen letter og danser over tagene som figurer i et Chagall-maleri. ”Vi lossnar från leran. Vi lossnar från åkrar, skog och mylla; från gammal jord, äggskal, längtansrester, fukt och söndertrasade gardiner”.

Men de konkrete indslag er bare hurtigt forbipasserende anelser i et suggestivt væv. En skabelsesberetning af stor verbal skønhed. Man kan læse Johanna Boholms Jag är Ellen som en lyrisk vision hvor symboler og metaforer viser sig i formuleringerne – silkehandske, hjertesus, kvidren – og formerer sig som temaer i en sonate.

Ordene følger fuglenes flugt. Det virker dragende på mennesket og åbner for nye indsigter, drømme og forskydninger i tid og rum.

Kontakt

Louise Hagemann
Telefon: +45 21 71 71 41
E-mail: