Handlinger tilknyttet webside

Kirsten Thorup

Erindring om kærligheden. Roman, Gyldendal, 2016.

Fotograf
Lærke Posselt

Kirsten Thorup debuterede i 1967 med digtsamlingen Indeni – Udenfor og har således 50 års forfatterjubilæum i år. Thorup har skrevet i alle genrer, men det er først og fremmest som forfatter til en række dybe, eksemplarisk vedkommende og socialt engagerede romaner som for eksempel Lille Jonna (1977), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987) og Bonsai (2000), at hun har sat et blivende præg på nyere dansk litteratur.

Romanerne har givet deres mange læsere et spejl, hvori vi (som Shakespeares Hamlet siger) har kunnet se vor egen tids form med samt de kræfter, der har skabt den form. Romanerne skildrer det enkelte menneskes indviklede liv, og dette menneskes lige så indviklede sociale relationer – både til de nærmeste og til det samfund, der hos Thorup altid kræver sit. Romanerne giver ofte stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt, de skrøbelige, de marginaliserede, de “forkerte”, og sådan er det også i den nye roman Erindring om kærligheden. Hovedpersonen Tara står egentlig over for et gennembrud som Hamlet i en eksperimenterende opsætning af stykket, men bakker ud af engagementet for bl.a. at kaste sig ud i et arrangeret ægteskab med en asylansøger, og Taras liv udfolder sig herefter som en planløs rutchebanetur. Hun er, som Hamlet, fanget i en tøven, hvad gælder hendes eget liv. Til gengæld rækker hun konstant hånden ud til samfundets udsatte – endskønt hun på sin vis er ligeså udsat og hjælpeløs som dem, hun hjælper. Tara får lidt tilfældigt datteren Siri, hvilket er en opgave, som hun har svært ved at klare. Og romanen følger deres forhold igennem en årrække: Et hjerteskærende og nådesløst forløb, hvor spørgsmål om det nære-som-det-svære, ret og pligt, det private og det politiske – og ikke mindst kærlighedens styrke og pris – behandles i en stadigt fordybet form. Vi når til den yderste grænse – og ud over den. Tara ender på gaden i nutidens København. Men det slutter ikke her. Siri er i mellemtiden blevet en politisk engageret performancekunstner, og Erindring om kærligheden bringer også en stor forsoning med sig i en mother/daughter-performance, hvor det feministiske perspektiv på bevægende vis forløser den spændte relation.

At betegne Erindring om kærligheden som en mor/datter-roman er dog både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi Tara og Siris relation er den kærlighed uden hvilken intet. Forkert, fordi romanen med sit brede og detaljerede samtidsperspektiv også handler om alle de relationer, vi er bestemt af. Og måske i særdeleshed de relationer, som vi vægrer os ved at indgå i – f.eks. relationen til den rumæner, der hver dag står og tigger foran supermarkedet.

Erindring om kærligheden er også i dét perspektiv en kulsort, uendelig nuanceret og viis roman. Den trækker vod i dybet, i vores fælles dyb, som kun virkelig litteratur kan gøre det.

Kontakt

Louise Hagemann
Telefon: +45 21 71 71 41
E-mail: