Linda Vilhjálmsdóttir

Linda Vilhjálmsdóttir
Photographer
Forlagið
Frelsi. Digtsamling, Mál og menning, 2015.

Linda Vilhjálmsdóttir blev født den 1. juni 1958 i Reykjavik. Hun har allerede placeret sig blandt Islands førende digtere, lige siden hun debuterede med digtsamlingen (Bláþráður, da. ”En tynd tråd”) i 1990. Hendes første digte blev udgivet i tidsskrifter og andre steder i 1982. Derudover omfatter hendes forfatterskab fem digtsamlinger, skuespil og poesiværker, talrige digte og artikler i tidsskrifter samt en roman, der udkom i 2003 og bygger delvis på hendes private erfaringer. Lindas digte er udkommet i antologier og tidsskrifter på engelsk og tysk, og hun har optrådt på poesifestivaler både hjemme og i udlandet.

Der gik ni år, fra at den femte digtsamling (Frostfiðrildi, da. ”Frostsommerfugle”) blev udgivet i 2006, til Frelsi (da. ”Frihed”) udkom i 2015. Linda har modtaget adskillige anerkendelser og priser for sine digte, senest avisen DV‘s Kulturpris for Frelsi. Dette er første gang hun er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Digtsamlingen Frelsi er en sjældent nærgående og virkningsfuld digtsamling. Den består af et indledningsdigt uden titel og tre nummererede digtepos. Alle digtene har friheden som et ledemotiv, hvordan vi forvrænger frihedsbegrebet og hvordan vi oplever det. En knivskarp sarkasme svæver over vandene i en lapidarisk tekst, hvor hvert enkelt ord er nøje valgt og betydningsmættet. Digtene rinder sammen i læserens bevidsthed og danner en stærk helhed, til trods for at afsnittene har hvert sit eget indre motiv, og at læserens perspektiv rykkes alt efter hvor han/hun befinder sig. Når læsningen afsluttes gentages kredsløbet, og vi befinder os hvor vi startede.

Digtet uden titel fører os ind i bogen: Vi har amplificeret alt mellem himmel og jord, undtagen godheden og den frihed, som vi mener at vi har opnået, men som faktisk er friheden til trældom, friheden til at blive levende begravet hjemme på tunet, blottet for samhørighed og en autentisk erfaring af verden.

Næste digt eller digtepos – nummer I – overtager ubesværet hvor indledningsdigtet slap: rejsen fortsætter uafbrudt og vores ” forhærdede knogler [...] mørner i haven lige inden for læhegnet”. Motivet i denne del af bogen henviser til bevingede ord fra optakten til det finansielle kollaps, om at folk ønsker at profitere om dagen og grille om aftenen. Det lyriske jeg håner dem, der tror at friheden skal bruges til at profitere optimalt, samt deres livsstil uden nåde – afslører den uforglemmelige overfladiskhed og den ligegyldighed som er forbundet dermed:

vor besked

til omverdenen er klar

 

selv om grunden står i ungernes navn

står det os stadigvæk

frit at endossere muldjorden

I digt II befinder vi os i Betlehem, hjemlandet til den mand, der forkyndte at sandheden ville sætte os fri, men friheden bor her ikke, snarere en trængsel i afgrænsede rum. Her er det ikke tilladt at vandre frit omkring, der kræves en tilladelse til at springe fra det ene kortlagte korsstoppested til det næste, fulgt af en guide, ligesom den liberalistiske frihed i det foregående digt, som begrænsede os på livets vej. Her har vi tre afgrænsede mennesketyper; jøder bag et skudsikkert glas, arabere i en trang sti på en åben mark og pilgrimme, der bliver sat til at vente ved adskillelsesmuren på at få lov til ”at følge i Frelserens fodspor, som havnede på den rigtige side af muren”. Læserens ubehagelige klaustrofobi og ængstelse tiltager, når forudfattede idéer og religiøse motiver kolliderer med et isnende koldt billede af virkeligheden: Jesubarnets krybbe overfor et femstjernet Hotel Intercontinental og flygtningelejre, bevæbnede soldater på Via Dolorosa, befæstede kirker og subordinerede kvinder, der ”allernådigst får lov til at græde og bede i deres afgrænsede kællingehjørne”, men sidder tilbage med ”frugten og en rigelig påtår i bægeret”.

I det afsluttende digt III fortsætter de religiøse motiver, men sættes i sammenhæng med en velkendt diskurs i hjemlandet. Den økonomiske vækst er gud, og de religiøse højtider er landskampe og udendørs festivaler. Det står os frit at vælge fortsatte krige mod naturen, at lukke øjnene for virkeligheden og være uengageret i fremtiden, fri til altid at være i stødet i „vores ophøjede sundhedsparadis“. Vores verden opdeles i bokse og sættes i båse, i lighed med menneskerne i det hellige land, vi mener at livets mening består i friheden til at profitere om dagen:

og svæver passive

rundt i den ultraviolette verdensweb

i det postoplyste patriarkat

 

mens menneskebørnene tilpasser sig

stikkende kulde brændende hede

og stigende doser

af dårlig luft

Linda Vilhjálmsdóttirs Frelsi er sandelig en politisk og feministisk bog, som digteren selv beskrev den i et interview, men først og fremmest er digtene en nødvendig udforskning af frihedsbegrebet og et opgør med vores apatiske navigering rundt i oceaner af svada og deformerede begreber. Svada gælder dog langtfra Lindas digte, hvor hvert enkelt ord er valgt af en sjælden omsorgsfuldhed og hvor alt er eksemplarisk, formen såvel som kompositionen af en krystalklar tekst og et knivskarpt budskab. Frelsi er på alle måder en unik digtsamling, og den vil uden tvivl bevidstgøre læseren om hans/hendes samtid og den fremtid der venter, hvis der ikke handles i tide.