Vigdis Hjorth
Vigdis Hjorths tyvende roman, Arv og miljø, indledes med et genkendeligt dilemma. Da faren i familien dør, opstår der uenighed om hvordan hytterne i familien skal fordeles mellem de fire efterladte søskende. Den konkrete konflikt omkring et arveopgør hvirvler snart uenigheder op til overfladen som har ulmet i familien i mange år og som bliver afgørende når historien om familien og farens position skal skrives for eftertiden.
Siden debuten i 1983 har Vigdis Hjorth gennem essays, artikler, børnebøger og romaner udviklet et af de stærkeste forfatterskaber i den samtidige norske litteratur. Forfatterskabet når et foreløbigt højdepunkt med Arv og miljø hvor sproget understreger den presserende tematik. I hektiske stemningsrapporter skriver romanens hovedperson, tidsskriftredaktøren Bergljot, om processen idet hun vender tilbage til en erkendelse hun havde for mange år siden, men som familien ignorerede. Hun opsøger en terapeut og et støttecenter for incestofre som advarer hende om at det at fortælle åbent om de seksuelle overgreb hun blev udsat for som barn ikke nødvendigvis vil blive mødt med den forståelse som hun ønsker og har brug for.
Arv og miljø handler da også i højere grad om reaktionerne på overgrebet end selve overgrebet. Gennem breve, dialoger og tilsyneladende hurtigt nedskrevne dagbogsoptegnelser følger vi Bergljots reaktioner idet hun forholder sig til at hendes familie fungerer efter netop det mønster som hun er blevet advaret imod.
Parallelt med at ny information om fortiden lidt efter lidt bringes ind i historien, som i et drama af Ibsen, føres der også en diskussion om krig, konflikt og forskellige måder at forholde sig til krigstraumer på. Det er en diskussion som Bergljot dels fører med sig selv, dels med vennerne som udgør romanens galleri af bipersoner, og dels med bøger og artikler som hun læser – om krigen på Balkan eller om sandhedskommissionen i Sydafrika efter apartheid. Hun udforsker forsoningens tillokkende og truende kraft. Er det retfærdigt at offer og overgriber skal stå på lige fod som i en sandhedskommission? Eller er det ligesom Bergljot tænker når hun opponerer mod fuld amnesti til de skyldige: at "der findes modsætninger som ikke kan ophæves, at det nogle gange er enten eller"?
Bergljot er en tidsskriftsredaktør som trækker sine foretrukne intellektuelle referencer ind i en diskussion hvor de globale problemer både er højspændte i sig selv og fungerer som en uhyrlig målestok for hovedpersonens situation: "Min smerte var ikke syg, men total".
Med sin behandling af et betydeligt samfundsproblem – seksuelle overgreb mod børn og de skadevirkninger som kan vare hele livet – står Arv og miljø i forlængelse af romaner som Herbjørg Wassmos Tora-trilogi (vinder af Nordisk Råds litteraturpris, 1987). Samtidig tematiserer romanen det sprog som er tilgængeligt når det gælder bearbejdning og formidling af traumatiske erfaringer generelt. Spændingen i romanen handler ikke så meget om afsløringen af hvad der faktisk skete, men mere om hovedpersonens kamp med sin egen historie, og hvor dybt striden om sandheden kan præge de mest hverdagsagtige situationer og de tætteste relationer. Uden at forenkle billedet skaber romanen en dirrende spænding om hvorvidt Bergljot når at få sin sandhed frem eller ej. Arv og miljø er en roman som borer dybt i spørgsmål om hvad det vil sige at fortælle og at blive hørt og som rækker langt videre end den konkrete familiehistorie.