Roskva Koritzinsky

Roskva Koritzinsky (f. 1989) debuterede i 2013 med novellesamlingen Her inne et sted. To år senere fulgte romanen Flammen og mørket, og nu vender hun tilbage til novellerne med en samling, som ikke bare udgør et højdepunkt i hendes dugfriske forfatterskab, men også i den norske litteratur anno 2018.

De seks noveller udspiller sig som udgangspunkt i en forholdsvis genkendelig nutidshverdag og handler som regel om familie, om relationer og om studie- og karriereforløb. Selvom de er korte, kan de alligevel spænde over længere perioder eller forløb, og Koritzinsky udviser en sjælden evne til på ganske få sider at zoome ind på detaljerne i et enkelt øjeblik og samtidig gengive et helt livsforløbs skiftninger og uvished. Og så formår hun ikke mindst at vise, hvor tæt sammenvævet det nære og det fremmede er mellem mennesker – som her i en af flere sætninger, der i sig selv er som en hel novelle: ”Af og til, når du holdt mig fast, eller jeg lagde fingrene om din hals, opdagede jeg dét i dine øjne, som jeg blev ved med at glemme: At du kom fra mørket, mens jeg blot var en blind passager deri.”

Titlen refererer til et centralt element, måske ikke først og fremmest i form af handlingsforløbene eller karaktererne, men i selve skrivemåden eller rettere sagt tilgang til skrivningen og verden: At ingenting er givet eller afgjort, selvom alt er nøjagtigt. Når domme fældes, og liv indrammes i sætninger, bidrager det samtidig til at frigøre noget. Koritzinsky skriver på en måde, som kan få læseren til at føle, at disse sætninger bliver ved med at vende og vride sig for at betragte sig selv, og med en konstant årvågenhed og litterær bevidsthed, som vidner om et stærkt gehør for sprogets iboende tveæggede kraft til at kortlægge og opløse.

For nogle år siden udkom en norsk poesiantologi med titlen Verden finnes ikke på kartet. Den kunne tolkes således, at det allerede definerede, ind- og opdelte ikke er identisk med det, der er virkeligt, virksomt og i brug. Jeg har ennå ikke sett verden er en titel, som kan læses ind i en lignende sammenhæng, for hvis verden endnu er uset, betyder det, at den stadig er undervejs. Det er netop det udforskende og søgende – men på ingen måde nølende – der præger disse noveller, som gerne og på genreutypisk vis skifter perspektiv mellem fortællerne. Det kan de, fordi det netop er denne indstilling, der holder dem sammen. Ved at læse Roskva Koritzinsky bliver vi mindet om det, som vi ellers så ofte bliver bedt om at glemme: At sproget ikke er noget, der beskriver og inddeler og sætter mærkater på os hver især, men det, der gør, at vi trækker vejret, sammen.