Sigurður Pálsson

Sigurður Pálsson blev født på gården Skinnastaður i Öxarfjörður den 30. juli 1948. Han debuterede som digter i 1967 og var tæt på at kunne fejre sit 50 års jubilæum som forfatter, da digtsamlingen Ljóð muna rödd (Digtet husker røsten, Forlaget Vandkunsten 2018, oversat af Erik Skyum-Nielsen) udkom i 2016. Sigurður Pálssons forfatterskab spænder over romaner, skuespil, selvbiografier og manuskripter for både radio og tv, foruden et omfattende virke som oversætter.

Ljóð muna rödd er Sigurður Pálssons 16. digtsamling. De 15 foregående kan deles op i fem trilogier. Man genkender velkendte temaer fra Sigurður Pálssons tidligere værker, samtidig med at der er tale om en af digterens mest personlige bøger. Sigurður Pálsson fik i 2015 konstateret uhelbredelig lungehindekræft. Hans sygdom løber som en tydelig og særdeles dramatisk tråd gennem hele bogen, hvor digterjeget bruger ordet mod overmagten, døden.

Typisk for Sigurður Pálssons digte er et spil mellem to poler; legen og ordstrømmen over for strukturen. Ljóð muna rödd består af fire afsnit, der er navngivet efter naturkræfterne, livets fundament.

Det første afsnit har overskriften Eldur og skuggar (Ild og skygger), og i et indledende digt af samme navn fremtræder to af bogens nøgletemaer. Stemmen, som giver bogen dens titel, optræder allerede i anden linje sammen med digterjeget, der påkalder og mindes sine vigtigste lærere, læremestrene Voltaire, Mozart og Nietzsche. Vi fornemmer allerede her, at der er tale om et personligt værk, og når stemmen indskærper over for os, at ”en solrig glæde” er den rette reaktion mod uretfærdighed og vold, så er tonen slået an.

I første afsnit optræder stemmen, ordene, digtet som en transformerende kraft, selv over for en overmagt som døden, som udtrykkes i digtet Orð og draumar (Ord og drømme), hvor døden holdes på afstand, ” mens det klare lys i august / forvandler drømme / til ord / forvandler ord / til drømme“. Samtidig er flygtigheden det eneste, som er konstant: ”ildens alfabet var i konstant forandring. På samme tid skabende og ødelæggende”.

I andet afsnit, Jörð (Jord) lægger mange digte sig tæt op ad prosaformen. Digtene præges af tilbageblik, hvor læseren fornemmer melankoli og sorg, men ikke savn. I digtet Fámenn eyja (En tyndt befolket ø) er døden rykket endnu tættere på. ”Indbyggere i lande med talstærk befolkning bliver alene på dødslejet. Nøjagtig som jeg. Ingen millioner af landsmænd og –kvinder kommer dem til hjøælp. Lige så lidt som mig.”

Værkets tredje del, Raddir í loftinu (Stemmer i luften), består af en digtserie af samme navn. Vi nærmer os værkets kerne, hvor digterjeget stiller skønheden, poesien over for død og glemsel, med skønheden som livets kerne. Verselinjerne kribler af glæden ved leg: ”At være levende / er at bevare en munter spørgen / og undren / som vågner hver morgen.”

I værkets afsluttende del, Vötnin yfir, vötnin undir (Vandene over, vandene under), rækker digteren sig mod det, der måtte komme, vi går skridt for skridt ud på ubetrådte egne, det, som venter hinsides døden. Metamorfosen nærmer sig, i bogens næstsidste digt opløses selve digterjeget, og efterlader blot et ark papir med bogstaver.

Ljóð muna rödd er et fascinerende og dramatisk værk. Digterens stemmer slår en velkendt og på samme tid nyskabende tone an, en tone, der kommer fra menneskelighedens stemmegaffel. Digteren er skønhedens og kunstens bannerfører over for de destruktive kræfter, politiske såvel som naturens.

Stemmen i værket lyder dybsindig og vis, men ikke engang der, hvor den bringer os et klart budskab, lyder den som en ophøjet lærer eller forelæser. Stemmen er eftertænksom, men samtidig spøgefuld, skrøbelig, erotisk og sågar drillende. Og altid menneskelig, helt frem til den sidste metamorfose.

Til trods for at værket er personligt, er det alt andet end personbundet. Det adresserer de evige love, menneskenes flygtighed over for døden og pligt til at ”varetage deres opgave / deres ædle opgave: // At synge en pragtode til det flygtige / Synger en savnets ode til det forsvundne / Synge en glædens ode til det endnu ukomne.”

Sigurður Pálsson døde af sin sygdom i Reykjavik i efteråret 2017. Han kendte til nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris og var involveret i oversættelsen af værket.