Styrker det nordiske politisamarbejde

01.06.18 | Nyhed
MR-Lov Lund i Sverige 2018
Photographer
norden.org/André Jamholt
Som et modtræk til den voksende trussel fra grænseoverskridende organiseret kriminalitet ønsker de nordiske justitsministre at styrke politisamarbejdet på tværs af landegrænserne.

I en hensigtserklæring, som de nordiske justitsministre underskrev i dag, sætter man sig som mål at udvide samarbejdet mellem landene yderligere med det formål at fordybe og effektivisere politisamarbejdet. Man vil fokusere på det lokale og regionale niveau i grænseområderne med henblik på at kunne opretholde et kontinuerligt operativt politisamarbejde over landegrænserne.

– Hensigtserklæringen er et vigtigt skridt på vejen mod et tættere politisamarbejde i Norden. Samarbejdet styrker landenes evne til i fællesskab at opdage, efterforske og bekæmpe lovovertrædelser, siger Sveriges justits- og indenrigsminister Morgan Johansson.

Et vigtigt tiltag er at give politiet mulighed for at patruljere i nabolandet for at fuldføre en igangværende politiforretning i samarbejde med nabolandets politi.

Justitsministrene ønsker, at mulighederne for grænseoverskridende overvågning og forfølgelse skal udnyttes fuldt ud i henhold til de gældende regler. Derudover ønsker regeringerne at drøfte mulighederne for at udvide beføjelserne til grænseoverskridende overvågning og forfølgelse.

Forebyggende indsats

Regeringerne vil også arbejde for at styrke den kriminalpræventive indsats. De berørte myndigheder bør planlægge at gennemføre tiltag, som kan forebygge kriminalitet. I dette arbejde bør man involvere relevante aktører i landene, for eksempel kommunerne i grænseområderne.
De nordiske regeringer fremhæver også betydningen af at afholde fælles øvelser og udveksle information for at sikre ensartethed i landenes billede af situationen.

– Jeg er glad for, at de nordiske lande nu har underskrevet en hensigtserklæring om et fordybet politisamarbejde. Alle landene kan drage nytte af et tættere samarbejde på dette område, så landegrænserne ikke skal stå i vejen for gode løsninger og optimal udnyttelse af ressourcer, siger Nordisk Ministerråds generalsekretær Dagfinn Høybråten.

Hensigtserklæringen er ikke juridisk bindende. Regeringerne skal arbejde på at fordybe samarbejdet på forskellige måder og fjerne mulige hindringer for samarbejdet.

Arbejdet skal følges tæt, og på justitsministrenes næste møde i 2019 skal der fremlægges en rapport, som redegør for, hvordan arbejdet skrider frem.