Grænsekontrol påvirker den frie bevægelighed i Norden

13.11.15 | Nyhed
Politimænd ved bil
Photographer
Yadid Levy / Norden.org
Den svenske regering besluttede onsdag at indføre midlertidig grænsekontrol fra og med i dag, torsdag, klokken 12. Beslutningen blev truffet efter anmodning fra Migrationsverket og vil indtil videre gælde i ti dage. Som en konsekvens af dette ophører den fri bevægelighed i Norden delvist med at gælde.

Pasunionen er en af grundstenene i det nordiske samarbejde, og hver dag pendler titusindvis af svenskere og danskere over Øresundsbroen. Seniorrådgiver Jakob Schmidth fra Nordisk Ministerråds grænshindringssekretariat bekræfter, at denne beslutning kommer til at påvirke disse mennesker.

- Hovedreglen i den nordiske paskontroloverenskomst er, at alle frit skal kunne rejse mellem de nordiske lande uden at vise pas ved grænserne. Hvis statens sikkerhed eller de generelle forhold kræver det, har de nordiske lande dog ret til i en begrænset periode at indføre paskontrol ved de indre nordiske grænser. Det er altså det, der nu sker i Sverige.

Detaljerne omkring grænsekontrollen er endnu ikke helt på plads. På en pressekonference onsdag aften sagde Sveriges indenrigsminister Anders Ygeman, at de mennesker, der kommer til den svenske grænse, har tre alternativer: De fremviser gyldig rejselegitimation og kan fortsætte deres rejse, de søger om asyl i Sverige, eller de vender om. 

Især i Øresundsområdet forventer myndighederne, at grænsekontrollen visse steder vil føre til ventetid for pendlerne, i hvert fald i de første dage. Indenrigsminister Ygeman understregede, at politiet har fået tilført ekstra ressourcer til håndteringen af grænsekontrollen. Det står ikke helt klart, om alle, der krydser grænsen, bliver kontrolleret, men artikel 6 i Schengenaftalen forbyder myndighederne at udvælge personer til kontrol på baggrund af fx hudfarve eller etnicitet.

Hvis statens sikkerhed eller de generelle forhold kræver det, har de nordiske lande ret til i en begrænset periode at indføre paskontrol ved de indre nordiske grænser. Det er altså det, der nu sker i Sverige.

Anmodningen om grænsekontrol kom fra de svenske immigrationsmyndigheder, Migrationsverket, og politiet har bekræftet, at Schengenaftalens krav om, at der skal foreligge en trussel mod den nationale sikkerhed og orden, er opfyldt. Den svenske regering har underrettet EU-kommissionen og nabolandenes regeringer om sin beslutning. Schengenaftalen tillader kun grænsekontrol i en begrænset periode. Efter de første ti dage kan regeringen beslutte at forlænge grænsekontrollen i 20 dage ad gangen, hvis situationen er uforandret.  

Pasunionen gælder stadig i resten af Norden. Nordiske medborgere har ret til at opholde sig og rejse uden pas i hele Norden.