Partnerdrab skal bekæmpes

02.11.23 | Nyhed
Tone og Kine
Photographer
Norden
Nordisk Ministerråd bør styrke indsatsen for at bekæmpe vold og drab mellem partnere i nære relationer. Konkret bør Norden have en fælles definition og registrering af vold og partnerdrab. Sådan lyder anbefalingen fra Nordisk Råd, der netop er vedtaget.

I Norge bor en kvinde, som hedder Kine Pedersen Aamodt. Hun er offer for parnerskabsvold begået af hendes tidligere sambo. 190 voldtægter er hun blevet udsat for. Og torturlignende grov og alvorlig vold, som domstolen i Norge karakteriser det. Kines tidligere partner og overfaldsmand er nu dømt og fængslet. Hun har selv valgt at stå frem med sin beretning og arbejder for at bekæmpe, at andre bliver udsat for det mareridt, hun har været igennem. Det ønsker Udvalg for Velfærd i Nordisk Råd at støtte hende og andre i. 

Fælles definitioner og registreringer af vold og partnerdrab

Nordisk Råd har netop vedtaget Udvalget for Velfærd i Nordens forslag til Nordisk Ministerråd om at bekæmpe partnerskabsvold. At gøre dette i et nordisk samarbejde vil løfte indsatsen betragteligt, påpeger Tone Trøen vice-ordførende for Udvalg for Velfærd i Nordisk Råd.


- De nordiske lande ligner på dette dystre felt hinanden. Det er derfor min og udvalgets vurdering, at et nordisk samarbejde vil give en merværdi og styrke forebyggelsen og bekæmpelsen af vold og partnerdrab, siger Tone Trøen. 

Partnerdrab er en ligestillingsudfordring   

Desværre er Kines fortælling ikke enestående. Vold og drab i nære relationer er højt i Norden sammenlignet med andre dele af verden. Et studie viser fx, at andelen af partnerdrab i Norge ligger på hele 27 procent af alle drab i landet. Det er dobbelt så højt som gennemsnittet af partnerdrab internationalt. Statistikker viser også, at der generelt er flere mænd, der begår vold og drab mod deres kvindelige partner i nære relationer end omvendt. 


- Vold mod kvinder og drab på kvinder anses fra flere sider som den største ligestillingsmæssige udfordring, Norden står overfor, lyder det fra Eva Lindh, ordførende i Udvalg for Velfærd i Nordisk Råd. 
Hun peger på, at der er behov for et nordisk samarbejde med det formål at skabe en fælles definition og registrering. Et sådan fælles udgangspunkt mangler i dag, hvilket gør det sværere at samarbejde om at bekæmpe vold og drab i nære relationer. 

Et nordisk samarbejde vil give en merværdi og styrke forebyggelsen og bekæmpelsen af vold og partnerdrab

Tone Trøen vice-ordførende for Udvalg for Velfærd i Nordisk Råd
Tone T
Photographer
Stine Østby/norden.org

Tiltaget skal tilpasses det samiske samfund 

Silje Karine Muotka, visepresident for Samisk Parlamentarisk Råd har drøftet dette emne med Udvalg for Velfærd i Nordisk Råd. Hun påpeger, at det samiske samfund skal tænkes med i indsatserne.  


- Vold i nære relationer er et alvorligt socialt problem, der forhindrer os i at leve gode liv. Sametingene skal reformeres for at indføre tiltag, der stopper vold. De nordiske stater har et ansvar for at beskytte deres befolkning mod vold, og det betyder, at foranstaltninger mod vold i nære relationer også skal tilpasses de samiske samfund, siger Silje Karine Muotka.