Helle Helle

Motivering:

Helle Helle er en enestående stemme i dansk litteratur. Forfatterskabet er båret af en stram og underspillet skrivestil, der beskriver det, der kan ses og høres. Helle Helle (f. 1965) debuterede i 1993 med romanen Eksempel på liv, og hun har modtaget en række priser og har samtidig en stor læserskare. Hendes bøger er oversat til 20 sprog. Forfatterskabet tæller både romaner og noveller, og i hver enkelt bog eksperimenteres med sprog og form på nye måder. de fortsætter denne bevægelse, idet romanen er skrevet i ren nutid. Samtidig er det den sørgeligste og mest dirrende bog i forfatterskabet. Med de overgår Helle Helle sig selv.

Det sproglige greb med den rene nutid udsætter på sin vis den død, der er i vente i romanen. Vi møder en 16-årig pige og hendes mor, som får konstateret en dødelig sygdom. Men mor og datter taler slet ikke om sygdommen og sorgen; de taler om alt muligt andet, de griner rigtig meget og lever videre, næsten som om sygdommen ikke er der. Men også kun næsten. Gennem hele den krystalklare roman er der en undertone af sorg og tab, som synes stærkere end tidligere i forfatterskabet. Måske fordi sorgen nu er flyttet ind i grammatikken, så at sige. Med den rene nutid kan datteren leve med sin mor i nuet uden at miste hende. Romanen rummer således også et kærligt portræt af en mor, som taler om kaffe, mad og daglige gøremål i stedet for at tale om sorg og sygdom:

”På tredjedagen slår et duepar sig ned oppe på taget (…) Da hendes mor kommer hjem fra forretningen, ligger hun under den uldne plaid og sitrer. Hun ser tennis uden lyd, hendes mor ordner vindueskarmen: Nej, hvor de kurrer deroppe. Er der kaffe? siger hun.”

Forholdet mellem mor og datter er varmt og omsorgsfuldt, men fremstår i al sin ømhed også skrøbeligt og udsat, når man som læser bliver vidne til alt det, de ikke taler om. Da veninden Nete på et tidspunkt spørger hovedpersonen om, hvorfor hun er ked af det, svarer denne i al sin enkelhed: ”Fordi”. I sådanne rammende replikker toner det usagte og humoren frem.

Romanen har 51 korte kapitler og strækker sig over et års tid. Både datteren og hendes mor er navnløse, og det gør, at de af og til flyder sammen i skriften. Titlen de henviser til de to, en enhed, som er, men som også snart skal forsvinde. Samtidig er de også de andre fra byen og gymnasiet: Venner, kærester og fester beskrives konkret og detaljeret, så læseren kan se det for sig. Romanens egen cirkelbevægelse efterlader læseren med en cyklisk fornemmelse. Den er bundet til tiden og årets gang, men også til gentagelsen, som rummer et håb. Hovedpersonens ”Fordi” er således både en tom forklaring og en rammende konjunktion. For det er i forbindelserne, at man finder både kærlighed og det, der gør ondt, i Helle Helles univers. Og det er muligvis derfor, at der er så megen ømhed til stede imellem mor og datter.

de rummer mange referencer til forfatterens tidligere romaner, især Rødby-Puttgarden fra 2005, der ligesom de foregår i byen Rødby i 80’erne, hvor to søstre lige har mistet deres mor. Ligesom tidligere i forfatterskabet beskriver Helle Helle, hvad personerne siger, og hvad de foretager sig, men ikke deres følelser, og netop gennem denne særlige isbjergsteknik antyder hun følelser og relationer mellem mennesker uhyre præcist.

Med de skildrer Helle Helle et hjertevarmt forhold mellem en mor og datter i skyggen af sorg og død på en både smuk, rørende og original måde. Romanen sætter ord på den fælles sorg, vi som mennesker har: sorgen over, at vi skal miste vores forældre. de er en skarp og aldeles blændende roman, som er sjov og uendelig trist på samme tid. Romanen er et højdepunkt i forfatterskabet og i årtiets danske prosa.