Rakel Haslund-Gjerrild

Eros, begær og menneskelig stræben: I Rakel Haslund-Gjerrilds kunststykke af en roman Adam i paradis åbenbarer der sig for øjnene af læseren et dybt indsigtsfuldt portræt af et sansende menneskes livsvilje. Et menneske, der på en gang befinder sig på sidelinjen og i altings centrum.

Rakel Haslund-Gjerrild debuterede i 2016 med den stilsikre, realistiske novellesamling Øer og udgav i 2020 den foruroligende, klimadystopiske undergangsroman Alle himlens fugle. Med sin exofiktive roman Adam i Paradis viser hun, at hun øjensynligt kan skrive alt, hvad hun sætter sig for.

Kunstmaleren Kristian Zahrtmann (1843-1917) indtager en særegen plads i den danske kunsthistorie og findes nu også som en markant litterær fantasi i Rakel Haslund-Gjerrilds roman Adam i Paradis. Men det kræver intet særligt kendskab til hverken maleren eller hans tid at læse romanen. Kristian Zahrtmann eksisterer gennem Rakel Haslund-Gjerrilds suveræne fortællekraft. Og som hun dog kan fortælle.

Året er 1913, lige på kanten til Den store Krig, og Kristian Zahrtmann er ved romanens begyndelse i færd med at omdanne sit atelier i sit hjem i København til et frodiggrønt Edens have med træer og palmer, lånt fra Botanisk Have. Han gør klar til at male Adam keder sig i Paradisets have – maleriet, som romanen låner sin titel fra. Det er et portræt af en smuk, velskabt, nøgen mand, op mod hvis næsten utilslørede skød, en slange snor sig. Det emmer af sanselighed. Af erotik. Farvevalget er eksplosivt, overraskende. Sådan er det i portrættet af Adam, og sådan er Haslund-Gjerrilds skrift.

Hendes sprog er både opulent og let, mættet og rankt, det er synæstesifremkaldende, som her: ”Duften af citrus gør rummet orange”. Sproget byder på en rigdom af variationer. Romanen er et skatkammer af metaforer, legende og dirrende. Haslund-Gjerrild formår både at sætte os tilbage i tiden og skrive, som om alt er nyt og friskt. Den historiske virkelighed begrænser hende ikke, den synes nærmere at have tilbudt hende adgang til et reservoir af kreativ frihed. Nok er hun historiens, men i særlig grad digtekunstens forvalter. Hun låner os øjne og et sprog til at sanse med.

Det er karakteristisk for romanen, at den benytter sig af dobbeltbundetheden som et greb. Zahrtmann, som er romanens jegfortæller, er spøgefuld og provokerende, kraftfuld og forfængelig, sart og selvsikker, frembrusende og gådefuld. Det er ikke gråtonerne, der præger portrættet, selvom tiden er ved at gå hovedpersonen forbi.

Om aldringen skriver Haslund-Gjerrild skånselsløst og smukt. Da vi møder den 70-årige Zahrtmann, har han for længst erkendt, at han ikke er født i går. Tiden har sat sig i kroppen, leverpletterne invaderer hans krop, han ”dalmatiniseres”, som Haslund-Gjerrild skriver. ”Jeg tager mig selv i knoglerne og trækker mig op, hvirvel for hvirvel.” Men romanens forfaldsmotiver genererer også en spænding. Selvom kroppens ruinøse landskab skaber en længsel efter det, der var, så er Zahrtmann ikke blot tilbageskuende – der ligger også en længsel efter noget mere som en rislende understrøm i romanen. Længslens sug skaber en livfuld stræben.

Og det er særligt det usagte, Rakel Haslund-Gjerrild elegant lægger ind som en drivkraft i romanen. ”At have et spejl i sit hjem. Hvilken hæslig idé.” Ikke alting tåler at se dagens lys. ”Kun glæderne og de små sorger bør man dele med hinanden, livet må man selv bære på.”

Som kunstner var han queer – han skilte sig kunstnerisk ud i sin samtid – men om hans liv på kanten af tidens seksualmoral kan der ikke tales. I romanen er det kun øjet, der får lov at røre. Haslund-Gjerrild krydsklipper raffineret mellem fiktionen og historisk dokumentation, der afdækker Den Store Sædelighedssag, som udspiller sig i København i 1906-07 Her bliver flere fremtrædende mænd dømt for omgang med mandlige prostituerede. Særligt gengivelsen af Johannes V. Jensens knusende ondskabsfulde kronik om Herman Bang skærer sig ind i læseren Tekstpassagerne understreger, at folkedommen har man intet at stille op overfor Det er på den baggrund, at forfatteren lader os forstå, at Zahrtmanns antageligt åbne seksualitet må forblive ved antydningerne.  

I Adam i Paradis forener Haslund-Gjerrild den klare tanke med det sansemættede Hun tilbyder os adgang til et menneske, hvis tørst efter meningsfuldhed udvisker en verden, der, som Haslund-Gjerrild selv formulerer det, tager sig ud som en falmet serviet.