Sirpa Kähkönen: Graniittimies ("Granittmannen")
Opfyldt af fremtidstro lægger Klara og Ilja alt bag sig, selv deres finske navne, og går 600 kilometer på ski til utopiens porte. Det unge ægtepar vil være med til at opbygge et nyt, frit og retfærdigt samfund. Året er 1922, og vi befinder os i Petrograd.
I årene efter den finske borgerkrig var der flere tusind kommunister, der hoppede af eller blev fordrevet til Sovjetunionen. Men det var ikke et slaraffenland for arbejdere, der ventede dem på den anden side af grænsen. I stedet blev det en hård kamp for overlevelse i nød og elendighed, og Stalins forfølgelser resulterede i, at mange døde som fjender af folket. Drømmene blev knust, og til slut stod de røde idealister igen uden hjemland.
Sirpa Kähkönen kender denne epoke som sin egen bukselomme – eller rettere som sin bedstefars bukselomme, for slægtshistorie er et af ledemotiverne i romanen. Men den historiske indsigt udgør kun baggrunden for en rørende og dybt menneskelig litterær vævning, som løfter historisk marginaliserede skæbner frem og puster liv i en by, som er fuldstændig forsvundet.
Kähkönen anvender ordet "androtoper" om fortidens vennekredse, hvis individuelle skæbner belyser vendepunkter i historien. Og vennekredsen i Petrograd er noget af en forsamling! Den opportunistiske Tom, den unge cirkusstjerne Shura, den elegante Jelena, forretningsmanden Henrik, den begavede Galkin – og Iljas lillebror Lavr, som indser sandheden og vender tilbage til Finland. Og ikke mindst Glædessmedene – de utallige forældreløse og ødelagte gadebørn. To af dem, Genja og Dunja, tager Klara til sig, som var de hendes egne børn. Gennem denne vennekreds åbner Kähkönen op for et menneskeligt perspektiv på hjulene i det kommunistiske maskineri og viser samtidig, hvor let det er at lukke øjnene – og hvor tidskrævende og smertefuldt det er at åbne dem igen.
Graniittimies er i høj grad Klaras og gadebørnenes historie. Mens Ilja, en god bolsjevik, sidder i en lænestol udstyret med et skilt fra staten, betragter Klara samfundet fra et andet niveau, hvorfra hun ser både mere og skarpere. Midt i knapheden udgør hun et holdepunkt i børnenes liv med suppekøkken, gymnastik, arbejdstræning og paradeforberedelser. ”Nogle gange tror jeg næsten ikke på det," siger Sjuras far til Klara. ”At det kan være muligt at skabe en lille utopi. Du er dette lille, Klara. Du gør det til virkelighed." Og Klara svarer: "Findes der noget andet end det lille her i livet?" Ligesom Klara har Kähkönen øje for det lille og hverdagsagtiges symbolværdi og betydning i forhold til store tanker og konstruktioner.
Sproget i Graniittimies er levende og visuelt og har et charmerende anstrøg af en klang fra gamle dage. Til at begynde med fungerer Klara som sandhedsvidne for senere generationer – først fra årene, da byen hed Petrograd, senere fra Leningrad. I tredje del støder vi på vennerne i Skatsjkijs Tolstoj-agtige kulisser, og nu er fortælleren en udenforstående. Fjerde del – en hjerteskærende dyster afrunding – knuser de sidste gnister af håb om utopien. I femte del står vi i ruinerne.
Da utopien begynder at slå revner, flygter en bjørn – nationaldyret – fra cirkusset og svømmer med jerngrime om halsen langs den smukt reflekterende, men stinkende kanal, hvorfra ekskrementer løftes op på gaderne og ind i kældrene, ind i gadebørnenes skjul og Klaras og Iljas vinduesløse bolig i et fyrrum.
Lenin dør, Petrograd bliver til Leningrad, og de finske utopibyggere bliver fjender. Gadebørnenes tillid svigtes, mennesker forsvinder, papirer og minder brændes. Når udrensningsbølgerne slår ind over byen, bliver offerviljen og ideologien til slut afløst af egoisme og falskhed.
Længe formår Klara at tro på det umulige, men da Thomas Mores forbudte værk en enkelt gang finder vej til hendes sygeleje, er der ikke megen tro tilbage, og Klaras enkle ord siger alt: ”Det flygter fra os."
Sirpa Kähkönen er en prisbelønnet prosaforfatter, som er kendt for sine mange bøger om de vanskelige år i Finlands nære historie. Graniittimies var nomineret til Finlandia-prisen i 2014.