Om Nordisk Ministerråds sekretariat
Nordisk Ministerråds sekretariat i København har ansvaret for den daglige drift af det nordiske regeringssamarbejde. Her forberedes de sager som bliver taget op i de 11 ministerråd og i embedsmandskomitéerne. Sekretariatet har også ansvaret for at de vedtagne beslutninger bliver gennemført.
Sekretariatets struktur er dynamisk og ændrer sig i takt med de beslutninger som de nordiske regeringer tager i forhold til det nordiske samarbejde. I 2008 har Nordisk Ministerråds sekretariat knap 100 ansatte fra alle de nordiske lande.
Fra 1. januar 2007 er Halldór Ásgrímsson, tidligere statsminister på Island, generalsekretær for Nordisk Ministerråd.
Nordisk Ministerråd blev oprettet i 1971. Sekretariatsfunktionen blev dannet i 1972 og formelt vedtaget af de nordiske regeringer året efter.
Ministerrådets sekretariat var i begyndelsen delt i to: Et i Snaregade i København, ikke langt fra Folketinget på Christiansborg. Her tog man sig af arbejdet med kultur, forskning og uddannelse. Alle andre samarbejdsfelter blev dækket af et sekretariat i Skt. Olavsgate i Oslo.
Hvert sekretariat havde sin egen generalsekretær. Med tiden blev dette besværligt og dyrt, og i 1986 blev de to kontorer fusioneret og flyttet til Store Strandstræde 18 i København under ledelse af generalsekretær, Fridtjov Clemet.
I juli 2010 flyttede sekretariatet til Ved Stranden 18 i København. Nordisk Råd og Nordisk Kulturfond har sekretariater på samme adresse.
