Sólrún Michelsen: Hinumegin er mars

Fortælleren er først i tresserne og erkender nu for alvor, at den korteste del af vejen er tilbage.  Dette er fortællingen om moren, der er på vej ud af livet og samtidig glimtvise skildringer af, hvordan tilværelsen har formet sig for hende og hendes datter. På den anden side er marts ("På den anden side er marts") er et poetisk portræt af det at ældes og betoner, at det handler om at standse op og nyde hvert øjeblik.

Moren bor alene, men får sværere og sværere ved at klare sig selv. Bliver mere og mere dement og får alt for lidt hjemmehjælp. Det er umuligt at få en plejehjemsplads, og vi hører om hendes børn problemer med at tage sig godt nok af hende. Gennem bogen venter de utålmodigt på det nye plejehjem, der er ved at blive bygget, og fortælleren håber halvvejs skamfuldt, at moren kan klare sig, indtil det er færdigt.

Hun forsvinder gradvist gennem romanen, og på et tidspunkt får vi at vide, at hun er væk, dvs. at det menneske hun var, ikke er der mere. En væsentlig handlingstråd er manglende omsorg for de gamle, og vi hører om hjemmehjælperne, der taler til hende, som var hun et barn i stedet for at tage hende i alvor. En anden handlingstråd er døden og at sige farvel. Når hun kommer på hospitalet, ved vi, at det er sidste gang, og så er det sorgen, der kommer i fokus.

Overvejelser om kvinders rolle i livet er en væsentlig del af bogen. Vi hører om ”en hær af kvinder” og deres opgaver, og fortælleren har både sin mor og sine børnebørn at tage sig af i denne del af livet. Hun siger, at hun har valgt at holde op med at arbejde for at få tid til „at lave alt det, jeg ikke fik lavet, og som jeg altid har længtes efter at lave”. Der bliver lagt op til, at det især er skrivningen, som hun har længtes efter at kunne hellige sig, og som hun nu forsøger at få tid til blandt omsorgsopgaverne.  

Bogen er en blanding mellem fakta og fiktion, og fortællerens erindringer væves sammen med morens fra især barndommen. I korte glimt får vi et indtryk af, hvordan man levede, da hun var barn, og vi får en skøn beskrivelse af en fisketur med faren, hvor den unge pige klarer at få fangsten i land, helt alene. Moren bliver også beskrevet som den glade, anderledes og moderne mor for datteren og hendes veninder. Hun er også hende, der som ældre og enke altid får besøg, fordi hun opfylder de to bud, fortælleren formulerer om, hvordan man skal modtage gæster for at de skal have lyst til at komme igen: ”Beklag dig aldrig!” og ”Se altid ud, som om du er glad for og overrasket over at se dem!” Dette har moren formået lige indtil nu, hvor hun er blevet dement.

Stilen er poetisk, nogle kapitler nærmest digte, og trods de tunge temaer, der behandles i bogen, er det poesien i livet, der er i centrum. Livet bliver beskrevet som en rejse i forskellige stadier, hvor man ikke altid er sig bevidst at være til stede i de enkelte stadier og få så meget som muligt ud af dem. Det har moren været, og romanen er en betingelsesløs kærlighedserklæring til hende og til livet.