Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson (ill.)
På de 7 dage som i vores kultur konstituerer skabelsen og som følge deraf også arbejdsugen, gennemspiller bogens handling sig: På det ydre plan er der tale om ganske trivielle hverdagshandlinger som indkøb, madlavning, oprydning, tv-sening og godnatkys. Men på det indre plan følger læseren det drama der udfolder sig i den fem-seksårige Torsten, da Willy, hans eneste og dårligste ven, får plantet tvivlen i hans sind: Glæder mine forældre sig til at få en baby, fordi de ikke længere elsker mig?
Bogen handler om det vigtigste i et barns liv, om at høre til og om at blive omgærdet af kærlighed og omsorg, også når man ikke (længere) er ene om at få opmærksomhed. Willy giver såvel tvivlen som tvivlens negative konsekvenser mæle, da han fortæller Torsten at forældrene ikke længere synes at han er nuttet, men at han måske kan komme på børnehjem eller flytte ind på biblioteket som er åbent og gratis. Båret af tvivlen stiller Torsten spørgsmål om kærligheden ved enhver given lejlighed. Han rydder op på sit værelse. Han genopdager sin bamse. Han forestiller sig mulige scenarier. Han drømmer. Og han får en gedigen støtte af sin farmor. Alt sammen fører til at han kan lave en liste over det han ved om kærlighed. Han bliver færdig med oplistningen netop som forældrene inviterer ham på søndagsmorgenmad imellem sig i ægtesengen. Og han føler – lige nu i hvert fald – at der er kærlighed nok til alle.
Historien er karakteristisk for Kim Fupz Aakeson og viser en form som han virkelig mestrer: den stramt komponerede og mundrette fortælling som er hverdagsagtigt og børnelogisk og som ligger godt i børneører når den bliver læst højt, men som også rummer et væld at små bemærkninger der har bud efter den voksne (højt)læsers refleksioner. Forfatteren formår at skrive, så barnets hverdag åbenbarer sig i al sin tænksomhed, i et bredt følelsesspektrum og med alle sanser i brug. Hverdagen bliver derfor genkendelig for de børn der hører historien, og den voksne læser får en mulighed for at komme på omgangshøjde med barnets tilgange til det som ellers kan synes banalt.
Bogens illustrationer føjer sig ikke blot til handlingens ord, men beriger så meget at alle facetter af teksten så at sige bliver opgraderet. Hverdagen bliver endnu mere hverdag. Drengevennerne bliver endnu mere filosofiske. Farmoren bliver endnu mere livsklog. Bamsen Hr. Brix får endnu mere sjæl. Symbolerne får endnu mere kraft. Og sanserne bliver endnu mere fornemmede. Tænk at en illustrator kan skildre en far der nyder lugten af sin baby, ikke blot med sin overstore næse, men med hele kroppens bue som en organisk forlængelse af næsen. Det kan man kalde en duftforstærker. På den anden side fortæller illustrationerne underfundige sidehandlinger til historien som fx i fantasiscenariet da far, mor og den nye baby kommer på besøg på biblioteket, hvor Torsten sidder og læser på toppen af en bogpyramide. Faren holder stolt babyen op imod Torsten, mens moren har øjnene fæstnet interesseret på bøgerne på reolen.
Vi indstiller denne billedbog fordi den i en stram ramme formår at fortælle en historie der kunne have været banal og utroværdig, men i stedet får både børn og voksne til at fornemme lykken i at der er kærlighed nok til alle – i hvert fald lige nu. Søndag er et værk, hvor både tekst og illustrationer vover enkeltheden og giver hinanden med- og modspil, så vi her oplever en sjælden, genuin billedbog af høj kunstnerisk kvalitet.
Cecilie Eken, Jens Raahauge og Søren Vinterberg.