Kim Kielsen (Hovedindlæg)

Tietoja

Speech type
Varsinainen puheenvuoro
Speech number
154
Person
Speaker role
Miljø- og Naturresursudvalgets talsperson
Date

Jeg takker udenrigsministeren for redegørelsen. De hurtige ændringer i klimaet i de arktiske områder og tilbagegangen i mængden af arktisk is har medvirket til en hurtigt voksende skibstrafik i området. Denne udvikling ventes at fortsætte i de kommende år og årtier. Det skaber nye muligheder, men også nye og vanskelige udfordringer, ikke mindst med hensyn til søfartssikkerheden og beskyttelsen af havmiljøet.

Dette er en opgave, som ikke kan løses af de enkelte direkte berørte lande. Det er en opgave, som det internationale samfund gennem samarbejde må finde en løsning på. Der er tale om meget farlige forhold med is og vejrforhold, som mange af dem, som vil sejle i området, ikke har erfaring med og har svært ved at håndtere. Vi oplever en stigende skibstrafik i de arktiske farvande. Der kommer flere krydstogtsskibe, som vil sejle i jomfruelige farvande, hvor ingen har sejlet tidligere. At sejle i uopmålt farvand i et barskt og ugæstfrit område kan få fatale følger for både passagerer, besætning og materiel, men det sårbare arktiske miljø kan også tage skade. Vi må og skal ikke skade det arktiske miljø, hvor der igennem årtusinder har levet mennesker i pagt med naturens levende ressourcer.

Spørgsmålet om, hvornår en alvorlig ulykke indtræffer, er desværre kun et spørgsmål om tid, og hvis det går galt, er forudsætningerne for redning ganske simpelt ikke til stede. Derfor er forebyggelse af ulykker en påkrævet opgave. I Vestnorden og Nordatlanten – Grønland, Island, Færøerne og Nord- og Nordvestnorge – er der tale om meget små samfund og meget store havområder, som skal dækkes. Hav- og kystområderne er gigantiske og meget større end det samlede Europa.

Vi er nødt til at samarbejde om at løse opgaverne. Der kan kun opnås betydelige fordele ved et samarbejde. Jeg og miljøudvalget efterlyser derfor en klarhed om, hvordan og hvornår de nordiske landes regeringer vil følge op på forslagene i Stoltenbergrapporten fra 2009 om oprettelse af et nordisk system for havovervågning og en nordisk maritim indsatsenhed bestående af elementer fra de nordiske landes kystvagter og redningstjenester. Samtidig efterlyses et nordisk lederskab og samarbejde inden for IMO, FN’s maritime organisation i arbejdet med juridisk bindende regler for skibe, som sejler i polarhavene. Derudover efterlyses en regulering om parsejlads for vores krydstogtsskibe. Jeg hilser intentionerne i Arktisk Råd om udviklingen af en juridisk bindende aftale om samarbejde ved miljøulykker velkommen. Denne ventes vedtaget i 2013. Samtidig efterlyser vi i Nordisk Råd en større indsats for at undgå ulykker og efterlyser som anbefalet af Nordisk Råd en aftale mellem de arktiske stater og lande om at gøre det juridisk bindende at implementere den til enhver tid værende bedste praksis og teknologi i de nationale lovgivninger om råstof- og olie- og gasindvinding samt offshorevirksomhed i de arktiske områder.

De arktiske områder er flyttet mod centrum i geopolitikken og vil få større vægt i fremtiden. Samtidig kan de nordiske lande påvirke udviklingen i Arktis og arbejdet i Arktisk Råd på en betydningsfuld, indsigtsfuld og positiv måde. Nordisk Råd efterlyser derfor en fælles nordisk strategi, som kan tjene som fundament for et konstruktivt nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål.