Helle Thorning-Schmidt (Replik)

Tietoja

Speech type
Vastauspuheenvuoro
Speech number
31
Speaker role
Danmarks statsminister
Date

Tak for det. Der er jo ingen tvivl om den danske regerings og det danske Folketings nordiske engagement. Vi har en masse opgaver, som vi er i gang med. Vi vil gerne diskutere nordisk skole, vi er i øjeblikket i gang med at diskutere, hvordan vi i højere grad kan samarbejde om fælles repræsentation i andre lande – det er vi også meget aktive i – og en af de diskussioner, som jeg selv har deltaget meget i, og som vores minister for nordisk samarbejde har deltaget i sammen med vores Folketing, er netop det her spørgsmål om grænsehindringer.

For vi ved alle sammen, at mange holder af det nordiske samarbejde, og noget, der virkelig gør en forskel for borgerne, er, hvis vi kan komme i gang med at ændre grænsehindringerne. Nu skal man jo ikke sige, hvem der er først i den slags, men jeg tror faktisk, at vi i Danmark er nået temmelig langt med at komme i gang med at være konkrete, når det handler om grænsehindringer. Så jeg synes ikke, der er meget rimelighed i at tale om, at Danmark ikke føler sig forpligtet og ikke er optaget af det nordiske, og at vi ikke følger den tradition, som vi har haft igennem mange, mange år.

Det er rigtigt, at vi også i Danmark er blevet meget budgetrestriktive. Vi sparer i øjeblikket på en lang række områder – vi er optaget af at spare på det europæiske budget, og vi er også optaget af at være budgetrestriktive på en lang række andre områder. Så når man er i en sparetid, er det svært at tage ét område, hvor man ikke også skal være opmærksom på, hvordan man bruger budgettet, og det er baggrunden for den danske holdning på det felt.