Helgi Abrahamsen (Hovedindlæg)

Tietoja

Speech type
Varsinainen puheenvuoro
Speech number
79
Speaker role
Velfærdsudvalgets talsperson
Date

Herr præsident. Målet for vores samarbejde i Norden er et stærkt Norden i et stærkt Europa. Styrken ligger i samarbejdet tværs over grænser. Ikke mindst på sundhedsområdet har det stor betydning, at vi står sammen. Lad mig give et eksempel: Før i tiden havde de fleste læger samme uddannelse. De kunne operere stort set alle dele af kroppen, men sådan er det ikke længere. Nu er alle læger specialiserede i bestemte sygdomme. På Færøerne, hvor jeg kommer fra, og andre små samfund har dette haft den paradoksale konsekvens, at det ikke bare er vanskeligt at skaffe læger til patienterne, men også vanskeligt at skaffe nok patienter til lægerne, som har specialiseret sig i de forskellige sygdomme. Vi mangler patienter til lægerne, og vi mangler også læger til patienterne – læger til patienterne og patienter til lægerne. Den nye tid kræver et større befolkningsgrundlag på sundhedsområdet, og der er det nordiske samarbejde vældig vigtigt.

I årene 2005 til 2009 fik 130.000 mennesker i Norden konstateret kræft. Af disse døde 58.000 af sygdommen. Kræft rammer ikke bare dem, som får konstateret kræft, men også familie, venner, kolleger og andre omkring den kræftramte. De nordiske lande bruger store økonomiske, videnskabelige, faglige og politiske ressourcer på forskning i og forebyggelse og behandling af kræft. Et tættere samarbejde mellem landene vil være til gavn for alle parter. På foreningsniveau har der længe eksisteret et samarbejde mellem nordiske kræftforeninger i Nordisk Cancer Union, men vi skal gå længere. Dette samarbejde skal styrkes og skal omfatte hele sundhedssektoren. Derfor har den færøske delegation lavet dette forslag, som Velfærdsudvalget støtter. Vi skal bruge fordelene ved at være et stærkt Norden i et stærkt Europa, hvor styrken ligger i samarbejdet tværs over grænser. Tak.