Karsten Hansen (Hovedindlæg)

Tietoja

Speech type
Varsinainen puheenvuoro
Speech number
80
Speaker role
Landsstýrismaður
Date

Herr præsident. Sygdommen cancer påvirker os alle sammen. Vi kender alle nogen, der er ramt af cancer, vi kender alle nogen, der har cancer, og desværre kender vi alle nogen, som har mistet livet på grund af cancer. Det er med alle disse mennesker i tankerne, at den færøske delegation ved Høgni Hoydal og Helgi Abrahamsen har fremlagt forslaget om fokus på langsigtede perspektiver på kræftområdet og om samarbejde om initiativer, som igangsættes af Nordisk Cancer Union.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at erklære min støtte til dette perspektivrige forslag, og jeg håber, at denne sag, som vedkommer os alle, får en positiv behandling i Nordisk Råd. Vi er enige om, at bekæmpelse af kræftsygdomme er af stor betydning i de nordiske lande. Ser vi bare 15 år frem i tiden, ser vi, at hyppigheden af cancer vil stige med op mod 50 procent på grund af den demografiske udvikling.

De nordiske lande bruger hver især mange ressourcer på cancerområdet. Samtidig er den nordiske befolkning meget homogen, og den er verdens mest velregistrerede i databaser. Et tættere samarbejde mellem de nordiske lande på cancerområdet vil være til stor gensidig gavn for alle parter. Grundlaget er allerede til stede. På foreningsniveau har der længe eksisteret et tæt nordisk samarbejde, Nordisk Cancer Union, som er en sammenslutning af de nordiske cancerforeninger. Den er blevet grundlagt i 1949 med blandt andet det formål at forbedre forståelsen for cancersygdommen og finde effektive metoder til at forebygge og behandle cancer.

Forslaget fra den færøske delegation er todelt. Det indeholder rekommandationer til nordisk ministerråd om blandt andet at sætte fokus på langsigtede perspektiver på cancerområdet i Norden og analysere aktuelle problemstillinger af fælles nordisk relevans, herunder forebyggelse. Desuden ønsker forslagsstillerne, at Nordisk Råd rekommanderer de nordiske regeringer at samarbejde med og støtte initiativer fra Nordisk Cancer Union. Opgaveløsninger er af fælles nordisk interesse, og samtidig ønskes det at optimere den forskningsmæssige brug af nordiske cancerdatabaser.

Jeg ser store mulige gevinster i et sådant samarbejde, og jeg håber som sagt, at medlemmerne af Nordisk Råd også ser de samme gevinster og støtter forslaget fra den færøske delegation. Tak.