Bjørt Samuelsen (Hovedindlæg)

Tietoja

Speech type
Varsinainen puheenvuoro
Speech number
83
Speaker role
Den Venstresocialistiske Grønne Gruppes talsperson
Date

Ærede præsident og forsamling. Dette forslag om at styrke samarbejdet om cancer er et vældig godt forslag, og jeg synes, det er vigtigt, at vi ser på vore nordiske lande, som på mange måder er foregangslande, når det drejer sig om at bekæmpe kræft, som jo er en af de store folkesygdomme. Men når vi går ind og dissekerer statistikken for cancer, ser vi ganske tydeligt, at der er vældig store forskelle på vore lande.

Hvis vi tager de lande, der ligger bedst og værst, kan vi se, at ganske mange flere danskere end islændinge dør af cancer. Forskellen er faktisk så stor, at det for mændenes vedkommende er en tredjedel flere, som dør af cancer i Danmark i forhold til på Island, for at tage toppen og bunden. Med hensyn til kvinderne er forskellen endnu større.

Det siger noget om, at der er forskel på, både hvordan vi lever og hyppigheden af kræft, men også at der er forskel på måden, vi behandler kræft på. Der er ingen tvivl om, at det styrkede samarbejde vil kunne gøre, at vi får gavn af de kompetencer, som findes i de andre lande.

Hvis vi ser på det arbejde, som Nordisk Cancer Union har gjort i så mange år, og som har været et stærkt samarbejde – Færøerne har jo formandskabet i Nordisk Cancer Union i øjeblikket – er det vældig vigtigt, at Nordisk Råd støtter op om det arbejde både i forhold til at sætte initiativer i gang vedrørende samarbejde om cancerforskning og også at støtte det forskningsarbejde, som foregår, økonomisk, men også med hensyn til at foretage fremadrettede initiatiaver, sætte sig nogle konkrete mål for, hvad et, jeg ved ikke, om man kan sige ”normalt” niveau, men hvilket niveau for cancer, vi kan leve med. Vi kan jo se, at der i flere af de nordiske lande er vældig mange ting, som vi kan gøre for at forbedre behandlingen og forebyggelsen af kræft.

Så præsident, jeg skal bare med disse få ord give min støtte til dette forslag og vil selvfølgelig støtte, at det bliver vedtaget. Tak.